dansk tekst / grønlandsk tekst

Sundet der løber tørt ved lavvande af Jacob Aue Sobol


Fangerne fra Tiniteqilaaq
Tit har jeg set dem komme hjem. Når mørket falder på, kommer bådene ind, og fangerne går tavse gennem bygden med byttet på slæb. En morgen står jeg op før lyset og går ned til havnen for at vente på fangerne. To mænd er allerede i gang med at fjerne den nyfaldne sne fra en husbåd. Jeg genkender Augo fra min ankomst til Tiniteqilaaq. Han er fra Uummannaq i Vestgrønland og taler flydende dansk, men bor i Tiniteqilaaq med sin østgrønlandske kæreste, Tersa. ”Augo, må jeg tage med?” ”Det er Hans’ båd, spørg ham,” svarer Augo. Manden ved siden af Augo løfter hovedet og nikker. Det er bygdens kateket. Bag Hans og Augo er flere fangere på vej til deres både med benzindunke og isspyd. Endelig skal jeg på fangst.
Allerede ved øen Sarpaq ser jeg den første sæl. ”Aaddaaniaa!” Hans rækker mig sit gevær. Det er en af fangernes uskrevne regler: Den, der først ser sælen, skal skyde den. Roligt tager jeg sigte og affyrer min første patron. ”Jacob har skudt en sæl,” råber Augo. Men der er kun et rødt spor tilbage i vandet. ”Aammaqqaakinnermii kivioq,” forklarer Hans, ”den sank på grund af for lidt spæk.” Vi er væk fra morgen til midnat. Undervejs lærer Hans mig grønlandske ord. Tsikeq, aaddaa, tsereeq: is, gevær, sol. I starten glemmer jeg dem hurtigt, men Hans insisterer, og inden længe kan jeg flere udenad. Den dag er der mange sæler. Hans skyder tre, Augo fem. Båden er fyldt, og vi sejler hjemover. Langt borte viser lysene fra Tiniteqilaaq sig som små prikker på fjeldsiden. ”Se København!” siger Hans.
Ved ankomsten inviterer han på natmad. Hele familien er samlet om fadet i køkkenet, hvor vi spiser os mætte i friskfanget sælkød og spæk, mens vi terper dagens lektie fra fjorden: ”Puilimi pilararpua! Jeg har fanget en sæl!” ”Nuliakkaaq mamakkaaju! Kvinder er dejlige!”


James’ Hus
På lang afstand kan han se mig komme. Han har ventet mig. Jeg går over bakken mod James’ hus.
Et lille hoved stikker ud ad vinduet. Da jeg er tættere på, kommer ét mere frem. Og et til: tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni. James har mange børn. Han strækker armen ud og vinker ad mig: ”Pulaarniaad! Kom og besøg os!”

Uden for huset står en gammel generator under en teltdug. Den forsyner hjemmet med strøm, så vi om aftenen kan se fjernsyn eller få lys til vores kortspil. Men det hænder, at generatoren går ud, og vi efterlades i mørket, mens James bandende går ud med lygten. I mørket leger børnene gemmeleg og løber skrigende rundt. Men med ét bliver de tavse. En ældre fanger fortæller en historie fra gamle dage. Stilheden omslutter huset, og børnenes øjne bliver store. Et stearinlys vælter, den mindste græder, generatoren starter og lyset kommer tilbage.
”Kulaaaa Jaaku. Goddag Jacob.” James gør honnør. Bag ham er gangen fyldt med jakker og sko i alle størrelser, og på toilettet tøj; tøj i store bunker. I hjørnet står et gevær. I køkkenet er datteren Louise og konen Martha ved at flå en sæl, i loftet hænger et skind til tørre, og i en rød spand ligger et andet i blød. ”Der er mange sæler, hva’!” siger James. Vi sætter os i stuen, der er indrettet med et lavt bord, nogle sofastole og en madras på gulvet. Snart kommer bygdens ældre, og vi skal spille kort. ”Kaappid? Er du sulten?” råber James. På gulvet deler vi sælens dampende skulderblad. Manikullak på to år kommer skøjtende og vil have en bid med. Jeg kalder ham kammaaji – min kammerat. Sammen med sin storebror Anganni på fire år løber han nøgen rundt. De leger hundeslæde: Manikullak er bundet fast til en snor og trækker Anganni, der står bag en stol og svinger pisken. På stuens madras ligger storebror Gedion og kysser med sin kæreste. Ved siden af ligger storesøsteren med Louis fra nabobygden Kuummiut. De tre mindste piger danser runddans. Hurtigere og hurtigere og hurtigere. En griner, en skriger, en synger. James råber. ”Adda! Stille!” Han har hørt noget. Hundene gør. Udenfor er det mørkt. James stirrer ud på fjeldsiden. ”Kisiina? Hvad var det?” Længe står vi stille, men der er intet at se. Så fløjter kedlen, og der er friskbrygget kaffe.
Nu kommer de; fiskeren Mathias, gamle Ane og trommedanseren Robert. Vi skal spille Olsen. Det lille hus syder af begejstring. Hér føler jeg mig hjemme.
Da børnene skal sove, kaster James stolenes puder på gulvet. Tempoet falder, og jeg genoplever dagens fisketur med James: Tidlig morgen hører jeg en rømmen foran vinduet til mit soveværelse. Udenfor står James med sit isspyd. Vi går i månelyset gennem den knæhøje, nyfaldne sne. Hakker hul i isen. Snart har jeg fanget den første store torsk. James bander over mit held. Så trækker det igen hårdt i snøren: ”Eeqqimi! Der er bid!” råber James. Endnu en torsk er på krogen. Hullet er for lille, så jeg stikker hænderne i vandet og trækker torsken op. ”Pulua addiniaa! Så, lav nu det hul større!” siger James, ”aalisangaq angeraaq. Der er store torsk her.”


Sabine
Jeg er forelsket. Sabine er 19 år, jeg er 23. Jeg har besluttet mig for at blive i Tiniteqilaaq. Jeg vil oplæres som fanger. Skyde sæler og fange fisk. Lære det østgrønlandske sprog. Jeg er stoppet med at fotografere.


Forelskelsen
Jeg må ikke se Sabine. Jeg forsøgte at forklare hende, at man ikke vil ha’, at vi er sammen. Derefter gik jeg over isen til øen Sarpaq.
Jeg er forelsket i Sabine, men kan ikke tale med hende om det. Da jeg afslog at besøge hende om aftenen, blev hun ulykkelig. Om natten regnede det, hvilket er usædvanligt i marts måned. Jeg lå på min madras på Hans’ loft, da jeg hørte skridt i sneen uden for vinduet. Jeg kiggede ud uden at tænde lyset. Dernede stod Sabine og så op mod mit vindue. Havde hun set mig? Jeg lagde mig tilbage under dynen og ventede. En halv time gik. Måske havde jeg ikke hørt hende gå. Jeg kiggede ud gennem vinduet igen. Plaskvåd stod Sabine stadig og kiggede op mod mit vindue. Jeg tændte lyset og vinkede til hende. Den nat gik vi længe rundt i regnen sammen.


Sporet, der forsvandt
Et sted efter de tre søer mister jeg sporet.
Jeg har gået i mine egne tanker, og da jeg igen kigger op, kan jeg intet genkende. Jeg går tilbage, men kommer til et kryds med spor i otte eller ni forskellige retninger. Alle synes de at føre steder hen, jeg aldrig har været, eller slutte brat.
Timerne går, og mørket kommer. Trætheden kommer snigende efter to dage i det hårde terræn. Jeg tænker på Hans’ ord: ”Sporet fra Tiniteqilaaq går over fjorden, gletcheren, fjeldene, de tre søer og til sidst, bugten ved Tasiilaq.” Jeg ville væk fra Tiniteqilaaq. En følelse af isolation havde grebet mig, og jeg havde besluttet mig for at gå til Tasiilaq – Østgrønlands største by med knap 1700 indbyggere. Men da jeg ankom til Tasiilaq, meldte længslen sig med det samme. Byen var for stor. Jeg kendte ingen og savnede nærværet hos familierne i Tiniteqilaaq.
Det er på vej hjem, jeg mister orienteringen. Jeg beslutter mig for at tage et hvil op ad en stor sten og vente, til det bliver lyst. Jeg har kun lidt tøj på. Det er varmt om dagen i april, og jeg har ikke regnet med at skulle overnatte ved sporet. Mit tøj er vådt af sved, og jeg begynder at fryse. På fjeldtoppene kan jeg se sneen fyge, og over indlandsisen tager skyerne den særlige form, der varsler, at den frygtede østgrønlandske storm, piterakken, er på vej. En piteraq vil slette alle spor, temperaturen vil falde drastisk, og luften forvandles til voldsomme stormstød med is og sne. Sigtbarheden vil forsvinde. Jeg tænker på de historier, jeg har hørt om folk, der er blevet fanget af en piteraq på fjeldet: Man skal grave en snehule og vente. Men der er eksempler på mennesker, der er døde under en piteraq få hundrede meter fra deres fangstplads. Nær ved piteraqen kan der være helt stille. Man kan aldrig vide.
Ved stenen døser jeg hen, men kulden gør, at jeg er tvunget til at gå rundt resten af natten. Af og til er jeg sikker på, at jeg hører lyden af en slæde i sneen. Andre gange synes jeg at fornemme bevægelser på fjeldsiderne i det fjerne, og jeg hører småstenene rulle. Igen tænker jeg på de historier, jeg har hørt de ældre fangere fra Tiniteqilaaq fortælle. Historier om mennesker, der har forladt bygden for længe siden og aldrig er vendt tilbage. De kalder dem qivittut. Fjeldgængere.
Snart begynder det at blive lysere, og jeg går videre ad et tilfældigt spor. Efter et par timer når jeg åbent vand. Her ligger tre tilfrosne både. Der har ikke været fangere her siden sommer. I håb om at få lidt søvn lægger jeg mig på en gammel, efterladt teltdug. Men solen er stadig svag, og kulden så hård, at jeg ikke kan sove. I stedet kravler jeg op på det nærmeste fjeld for at finde noget genkendeligt i landskabet. Jeg ser, at jeg befinder mig ved Sermilik-fjorden på vestsiden af Ammassalik ø. Hvis jeg fortsætter nord om øen, vil jeg nå Sarpaq og dermed Tiniteqilaaq. Men der er ingen spor i denne retning. Sneen er meterhøj, og jeg kender ikke fjeldsiderne, der skråner mod fjorden. Jeg tager noget gammelt, frossent sælkød fra en af bådene og beslutter mig for at gå tilbage i den retning, jeg er kommet. Om natten var sneen hård at gå på, men nu har solens stråler varmet den op, og for hvert skridt jeg tager, synker jeg igennem til livet. Jeg er tørstig, men har intet at drikke. Af og til smelter jeg lidt sne i munden, selv om jeg godt ved, at dette kan gøre mig endnu trættere. Sådan går jeg i mange timer.
Pludselig ser jeg små røde pletter i sneen. Blod. Frisk blod. Blodet fører op ad en fjeldside fulgt af et slædespor. Var det dén slæde, jeg havde hørt om natten? Jeg følger blodet – det må føre mig til fangeren. Selv da blodpletterne og slædesporet forlader alle andre spor og fortsætter ad vanskelige veje gennem fjeldene, følger jeg det. Endelig får jeg øje på gletcheren i det fjerne. Gletcheren, der fører til fjorden ved Tiniteqilaaq. Blodsporet stopper nu. Det samme gør slædesporet. Jeg kigger tilbage, men der er kun det ene spor.
Timerne går, og mørket kommer igen. Fuldmånen lyser af og til gennem de skiftende skyformationer. Da jeg, halvt kravlende, når nær toppen af gletcheren, sætter jeg mig for at få et hvil. Jeg lytter til mit åndedræt. Da det falder til ro, kan jeg høre en anden lyd. Lyden af halsende hunde. Jeg anstrenger mine øjne, og dér et par hundrede meter borte skimter jeg skikkelsen af en fanger med sit hundespand. Han betragter mig og ser, at jeg har opdaget ham. ”Tsumud? Hvor skal du hen?” ”Diilerilaamud. Til Tiniteqilaaq,” svarer jeg. ”Ulaqqingiililerpaalid. De har ventet dig længe.”
Næste morgen vågner jeg på mit værelse med et ansigt fyldt med brandvabler. Hans har stillet morgenmad frem til mig. Længe sidder han tavs i køkkenet og betragter mig, mens jeg spiser. Da jeg er færdig, siger han: ”Jacob spiser, Jacob lever.”


Foråret
Foråret er kommet. Isen bryder op, og kvinder og børn fisker ulk. Med snøre og krog i hænderne hopper vi rundt på isflagerne, der flyder mellem strandbredden og den faste, tykke is. Vi samler grønne tangplanter, som gror på bunden af fjorden. Især ved Sarpaq er der mange planter. Ved lavvande er det nemt at samle tangen på de små øer, men ofte bruger vi et langt stykke træ med en kniv for enden til at skære planterne fri med. Tangen smager frisk, især når den spises i naturen med blåmuslinger og snegle. I bygden dypper vi den i spæk eller brun sovs.


Tasiitsi
Mig og min ven Otto. Tyve meter nylon og et blink.
Vi svinger blinket rundt i et stadig hurtigere tempo, som en lasso, for til sidst at give slip. I små ryk hiver vi blinket ind mod land. Vandet eksploderer, nylonen river i huden; en kæmpende ørred er på krogen. Vi samler mulaadda – en lav beplantning, som vi brænder for at koge en kop kaffe og to ørreder. Fiskene spiser vi fra en stor, flad sten. Derefter trækker vi i soveposerne. Men snart kommer lyset igen, og vi fanger flere ørreder.
”Det er den 21. juni i dag. Det er Grønlands nationaldag. Vi må hjem,” råber Otto pludselig. ”Der er fest i bygden.” Vi går hjem over fjeldene med hver vores rygsæk fyldt med fede ørreder. Da vi når Tiniteqilaaq, er hele bygden samlet foran forsamlingshuset. En ældre dame går os i møde og betragter vores fangst. ”Tasiitsiminngaanniid damaavarpisi? Er i gået fra Tasiitsi?” ”Inuusudduungaddarngarma daamaaseertarpua. Det gjorde jeg også, dengang jeg var ung.”
Bag os er æggevæddeløbet allerede i fuld gang.


Smeltevand
Sabine og jeg er taget på telttur. Om morgenen hører vi bådene kæmpe mod ismasserne i Sermilik. Fra fjeldtoppen ser vi bådene sno sig mellem flagerne, vi hører isspyddene flække skosserne, motoren, der strejker, og mænd, der stiger ud af bådene for at skubbe dem fri af isen. De har været ved Ikaasaalaq og fange ørreder.
På vej hjem til Tiniteqilaaq passerer vi mange små fjeldsøer. Sabine kender dem alle og mener, det er tid til en dukkert. Vi kaster os nøgne i smeltevandet.


Trommedanseren Robert
”Aiiiiiaiaaaaa aiiiaaiiaaa …” Med bøjede knæ skiftevis svinger og kaster Robert dele af kroppen fra side til side, mens han med en træpind slår mod trommens kant. Trommen, hvis ”sejl” er lavet af skindet fra isbjørnens mavesæk, blev i det traditionelle inuit-samfund brugt til at løse konflikter. Gennem vers og dans gjorde man grin med sin rival.
Den kendte østgrønlandske trommedanser, Robert Umerineq, underviser stadig skolebørnene i Tiniteqilaaq. Han har rejst i store dele af verden for at optræde med sin tromme, men må nu blive i Tiniteqilaaq, da han er plaget af gigt. Der er stor respekt omkring Robert, der er alene om at opdrage sine tre børnebørn.
Senere på sommeren møder jeg Robert og børnebørnene på fangsttur nord for Tiniteqilaaq. På en fjeldside med udsigt over fjorden har de slået et stort telt op. Friske ørreder hænger til tørre på en snor, og en gryde med sælkød er sat over ilden. Da James og jeg sejler dybere ind i Sermilik-fjorden, bliver Robert til en prik på fjeldsiden. Han har sat sig bag en lille stendynge med sit gevær klar til at skyde, hvis en sæl dukker op. Nær ved står et ensomt træhus omkredset af snedækkede fjeldtoppe og fjordens isbjerge. Stedet var engang bopladsen Paarnakajiid. Her blev Robert født.


Brød og tørmælk
Jeg kommer hjem fra købmanden med brød og tørmælk. Hvor har du været? Hvem har du talt med?
Sabine er vågnet.


Danmark-Grønland tur/retur

Sabine og jeg flyver til Danmark.
Sabine og jeg flyver til Grønland.


Hjemme igen
Det er mørkt, –20 grader. Telefonnettet er i stykker. Tasiilaqs eneste taxa kører ikke. Vi har 90 kilo bagage, og man skal hele vejen op og ned ad fjeldet for at nå til helikopterpladsen. Jeg begynder at stoppe morgentrafikken for at bede om et lift. To gamle mænd, der er ude at lede efter et rør til skolens toilet standser. De kommer fra Nordjylland og stinker af sved.
Vi flyver i en lille, rusten helikopter med plads til fem passagerer: Piloten, Sabine, jeg og en ældre fanger fra Tiniteqilaaq, der er blevet behandlet for kræft i Danmark. Først skal vi til Isertoq, der er den sydligste bygd i Ammassalik-distriktet, og hente den femte passager. Men da vi nærmer os Isertoq, møder vi en piteraq. Stormen hærger ofte bygden, fordi den ligger helt op ad indlandsisen. Piloten begynder at trykke på knapper og kalder over radioen. En rød lampe lyser. Jeg kigger på reservepedalerne, der er lige foran mig. Helikopteren vender. Vi når ikke Isertoq.
I et øjeblik ser vi den røde sol forsvinde i fjorden. Først i midten af januar – om en måned – vil vi igen se solen over fjeldene ved Tiniteqilaaq.
Som vi flyver dér over fjorde, fjelde og gletchere, og husene langsomt kommer til syne som små, sorte prikker på fjeldsiden, undrer jeg mig over, hvordan mennesker kan leve så isoleret. Men efter kort tid i bygden ved jeg, at tiniteqilaaqerne befinder sig i verdens centrum, og at den øvrige verdens begivenheder spiller en forbavsende lille rolle i bygdens hverdag.
Det er her, livet har gemt sig.


Lokumsspanden
Søndag eftermiddag er spanden altid fyldt til randen. Ved siden af står reservespanden – en lidt lavere model – der nu også er taget i brug. Man må sidde stille, så det ikke skvulper for meget, og numsen bliver våd. Mandag morgen banker det på døren, renovationsmanden balancerer med den skvulpende spand på skulderen over is og sne til den lille firehjulstrukne vogn, i hvis beholder lorten samles.
Denne morgen er det Asser. ”Kumorn Jaaku, uddup qeqqani tamaava neerngaarditsavid? Godmorgen Jacob, kommer du til frokost i dag kl. 12?” Asser forsvinder hurtigt med vores efterladenskaber. Der er mange weekendspande, der skal tømmes.


Gamle Ane
Lugten af nykogt sælkød rammer mig, da jeg åbner døren til gamle Anes hus. Hun bor sammen med børnebørnene Asser og Talitha. Klokken er 12 – tidspunktet, hvor alle hendes børn kommer for at spise frokost. Ane giver mig kødstykket med sælens skulderblad og en tallerkenfuld med ris og suppe. ”Naddinnaraalid. Din stakkel,” siger hun, ”damaani alaalararnaddi anaanaranngitsilid. Niniaad. Du har hverken mor eller far her. Spis.”
Ane er 83 år og stadig flittig. Når sønnerne kommer hjem fra fangst, ordner hun altid sælskindene. Om aftenen, når vi spiller kort hos James, betragter jeg af og til hendes rynkede, gamle hænder, der vender kortene på bordet. Tusindevis af sælskind er renset, skrabet, spændt ud og syet til af disse hænder.
I Anes hjem hænger mange fotografier, der fortæller om et langt liv og en stor familie. En del af menneskene er døde, og Ane fortæller altid historier, når jeg spørger til de forskellige personer. Det er ikke altid, at jeg forstår Anes ordstrøm, men jeg forstår de skiftende udtryk i hendes øjne. ”Tsuaasardoqqitsavid – skaavimmi aamma qarorduliararpoq. Vil du have mere sælsuppe – der er også brød i skabet,” siger hun.
”Jaaku daa aaddarniarda. Lad os tage af sted Jacob,” siger Asser, ”kiliiddani kalertsiviardilerpuud. Vi skal ud og finde muslinger.”


Blåmuslinger
I den lange, smalle Ikaasaardiva-fjord venter Asser og jeg på lavvande, hvorefter vi samler blåmuslingerne i strandkanten. En stor pose hver.
I Tiniteqilaaq samler man blåmuslinger til sin kæreste.


Neglelak
Nedenunder sidder en gruppe kvinder og venter på, at deres mænd kommer hjem fra fangst. De prøver Sabines neglelak fra Danmark. Snart spiller de kort, og det hænder, at en af dem kigger bekymret ud over fjorden og siger: ”Naamminaad? Hvor bliver de af?”
Det er ved at blive mørkt, og de kommer nok snart.


Vittus’ mod
Jeg er på sælfangst med Vittus. Sabines fætter, Hans’ bror.
Vi tog af sted i mørket klokken otte. I to timer kæmpede vi os gennem isen for at nå de små bidder med åbent vand, og langsomt kom lyset, og lige så langsomt er det nu på vej væk igen, præcis som mørket om sommeren. Derude på Sermilik-fjorden er det koldt. Af og til står vi af på en stor isflage for at få varmen og se efter sæler i de små områder med åbent vand. Men i dag er der ingen sæler. Temperaturen ligger omkring –25°.
Vittus kigger på mig og siger dagens eneste sætning: ”Kalaaddid Nunaanni uumatsangaanni tsanngilaajararpoq. Det kræver et vist mod at leve i Grønland.”


45 m/sek.
Der er is på indersiden af vinduet, men sammen har Sabine og jeg tændt en række fyrfadslys i vindueskarmen for at smelte isen og holde på varmen. Vi bor nu på onklens loft, der vender mod nordvest mod indlandsisen og piteraq-stormene. Vi sover på to tynde skummadrasser. Ved siden af madrasserne er tøjet lagt klar i fire lag, og op ad væggen står geværet og venter på at skyde sin næste sæl. Måske i morgen. Ellers er rummet tomt, bortset fra et lille kvadratisk bord, der mere minder om en skammel. Vinduerne på loftet er tynde, og når det stormer, piver det fra alle revner og sprækker. Sabine er begyndt at stoppe sprækkerne med trusser og strømper. Hun er meget omhyggelig og har også lukket udluftningen med pap og tape. ”Pilarngar-lerpoq. Der kommer piteraq,” siger hun. Jeg ringer på vejrmeldingen og får at vide, at stormen vil komme med vindstød på op til 45 m/sek.
Vi lukker skodderne på huset og venter.


Død hund og kylling
Her til aften snublede jeg over en død hund på vejen hjem. Den klarede ikke piterakken. Sabine er lige kommet tilbage fra bingo. Hun vandt tre gange og har lommerne fyldt med mønter.
Nu skal vi spise kylling.


Grav!Lav hul!
”Inngangaa misiiniaa! Atsaaniaa! Pululoorniaad! Prøv derovre! Grav! Lav hul!” James’ sælgarn er ikke til at finde. En piteraq har slettet alle spor, men vi bliver ved at skovle sne og hakke huller i isen. Da hullerne er store nok, binder James et spejl fast til sit isspyd og stikker det ned under isen. Men garnet er ikke til at se, så vi fortsætter med at lave nye huller.
Pludselig får James øje på noget i spejlet. Han mener, det er et lille stykke nylon fra garnet. ”Inngangaa misiiniaa! Atsaaniaa! Pululoorniaad! Prøv derovre! Grav! Lav hul!” Men nej, det var heller ikke dér. Og vi graver, og vi laver huller. Endelig finder vi et stykke træ, der er bundet fast til garnet. James trækker i snoren og råber: ”Puileq! Sæl!” Nu går det stærkt med at grave og lave huller, og snart ligger den dér på isen; en stor, fed netside. Kort efter kører vi mod Tiniteqilaaq. Det har sneet hele dagen, og sneen smelter isen, så vi må være forsigtige. Følg James’ spor!
I Tiniteqilaaq fik familien friskfanget sælkød. Bagefter spiste vi rugbrødsmadder med remoulade.


Sælgarn
Sælgarnet sættes under isen fra land eller ved isbjerge, hvor sælerne hyppigt færdes. Man laver tre huller i isen, så afstanden fra hul ét til tre passer med garnets længde. Garnet trækkes under isen ved at støde isspyddet fra hul til hul. Oven på isen bindes enderne fast til træpinde, så garnet er spændt. Fra det midterste hul bindes også en snor fra garnet til et stykke træ. Når man skal se til garnet, trækker man i denne snor og kan mærke, om en sæl er fanget. Ofte fanger man mange sæler i garn, der er sat tæt ved land, fordi sælerne spiser tangplanter her. Så står garnet på få meters dybde. En enkelt gang kom jeg til at sætte mit garn forkert. Ikke alle steder er velegnede, fordi isforholdene er forskellige og ændrer sig efter lavvande og højvande. Jeg blev overrasket, da jeg nåede frem til garnet og så, at halvdelen af det stod på land! Nu har jeg tre sælgarn, hvoraf de to jævnligt har fangst. Det tredje har der været hul i flere gange, hvilket formentlig skyldes en større sæl, klapmydsen. Det er sikkert den samme klapmyds, der ødelægger mit garn, da sæler ofte svømmer i samme baner.


Manden, der lignede en isbjørn
Det myldrer ud af de små huse. James og Boas står ved Sarpaq og vifter med armene. De har set en isbjørn. Jeg tager mine sælskindsski på og glider ud på den frosne fjord, andre fangere kommer til fods eller på hundeslæde. Men prikken i det fjerne er ikke en isbjørn. Det er fangeren Kaaleerngaq.


1, 2, 3, bid! 1, 2, bid! 1, bid! Bid! Bid! Bid!
”Uuararaaq! Det vrimler med polartorsk!” På vej til købmanden møder jeg Boas, der slæber på en fyldt sæk. ”Tsivagatsilad! Du godeste!” udbryder jeg. Han har fanget dem nede ved bådene – der er stadig mange! Jeg henter mit blink og nylonen. Ved bådene er der fire efterladte fiskehuller. Jeg vælger det hul, hvor sneen omkring er mest beskidt af indvolde og blod.
Jeg trækker i snøren og tæller: ”1, 2, 3, bid! 1, 2, 3, bid! 1, 2, bid! 1, 2, bid! 1, bid! 1, bid! Bid! Bid! Bid!”
Polartorsken er lille, 10-25 cm, men når den kommer i stimer, får man ofte 2-3 på krogen ad gangen. Jeg sætter mig på knæ og kigger ned gennem fiskehullet, der er cirka 30 cm i diameter. Der er helt sort af fisk lige under isen, der må være tusindevis af polartorsk. Jeg sænker mit blink ned i vandet, og straks ser jeg en enorm flok torsk søge mod krogen. Jeg hæver langsomt blinket helt op til fiskehullets åbning, hvor polartorskene nu kommer til syne; derefter skovler jeg dem op på isen med hænderne. Dybt optaget af mit fiskeri har jeg ikke fået øje på James, der står på fjeldsiden med en benzindunk. Nu griner han højlydt og udbryder: ”Tsivaakaatsiiii.”


En fangers begravelse
Over for kommunekontoret i Tiniteqilaaq ligger der et lille, rødt hus. Skodderne er lukket, og døren sømmet til. De sidste dages voldsomme snefald truer med at begrave det lille hus. Da jeg kom forbi for få dage siden, var der lys derinde, og da jeg gik tættere på de små vinduer, så jeg en gammel mand sidde på sin sengekant i bar overkrop og stirre ud i luften. Da jeg efter at have spist sælkød og spillet kort hos James igen gik forbi huset, så jeg den samme mand sidde det samme sted med det samme blik. Det var Taqqisimat.
Helikopteren kommer med kisten. Taqqisimat døde ikke i sit røde hus, men på sygehuset i Tasiilaq, hvor han tilbragte sine sidste dage på hvide lagener. Ved landingspladsen bliver kisten modtaget af Hans og Taqqisimats familie. Kateketen har medbragt en stor, hvid slæde, og Taqqisimats familie, et stort, hvidt kors. I kirken bliver kisten fyldt med plastikblomster i rød, gul, violet, grøn og blå. Derefter bliver Taqqisimat kørt gennem bygden. Korsbæreren går foran, bygdens beboere bagved. Ved ventestedet, der ligger tæt ved kirkegården, stopper kortegen. På grund af den massive frost er det umuligt at begrave de døde, og derfor er der bygget et ventested, hvor kisterne står, til isen smelter, og jorden bliver blød. Ventestedet er en lille, rød bebyggelse, der består af tre rum, hvor der lige akkurat er plads til en kiste i hver. Nu er to af rummene optaget.
Fire mænd sænker kisten ned i det ene venterum, mens familie og venner synger en sidste sang for Taqqisimat. Jeg tænker på de få gange, jeg har set Taqqisimat foran sit hus, hvor han sad og reparerede sin gamle slæde.
For to uger siden gav jeg Sabine et kamera, og hun er nu ved at fotografere afskeden med Taqqisimat. Sammen går vi lidt op ad fjeldsiden, væk fra det hele. For første gang ser jeg nu alle bygdens beboere stå sammen, jeg ser fjorden med den tykke dyne af sne, hvor vi om morgenen fanger hundredevis af polartorsk, og jeg ser fjeldene, der hæver sig i horisonten. Jeg tager tre billeder, og vi går tilbage til kortegen, hvor kateketen er ved at sige de sidste ord. Tilbage står Taqqisimats bror og søster. Broderen klapper på venterummet og lader søsteren stå alene tilbage.


Tiden
Hans og jeg kører på hundeslæde til Sarpaq. Der er dyb sne, så jeg må gå bag slæden på vej op ad fjeldsiden. Et sted sætter vi os på slæden for at drikke kaffe.
Der sidder vi i en time.


Blod
Det hvide køkkengulv svømmer i blod. Hans har skudt fem sæler, der er ved at blive slagtet. Kæresten Polunikka har været på arbejde hele dagen som butiksbestyrer, men nu venter mange timers aftenarbejde: Skindene skal skæres fra kroppen og lægges i blød, derefter skal kødet skæres ud og fordeles i poser. En portion ender i en gryde kogende vand blandt løg og kartofler. Hans sliber knivene, og jeg blander saft.


Mamakkaaju!
Sælkød og spæk. Frikadeller og rødkål. Isbjørn, flæskesteg, hvalkød og hakkebøf på dåse. Hellefisk, medister, polartorsk, koteletter, rødfisk og tang i brun sovs. Ammassat, leverpostej, laks, rød spegepølse, ørred, spaghetti Napoli, fladfisk, grisehaler, ulk, remoulade, havkat og røde pølser. Hvalhud, kylling, ryper, chokoladeæg, måger, bearnaisesovs, gås og boller i karry. And, majonæse, tejst, ribbensteg, muslinger, millionbøf og snegle.
Mamakkaaju!


Vand
”Eerdaniaad, imerdardiliddi eqquilerpua. Kom hjem og hent vand, jeg skal vaske op.” Jeg sidder hos James og spiller Olsen. Det er Sabine i telefonrøret.
Udenfor er det minus tyve grader og ved vandposten har det vand, der er røget ved siden af dunkene, gjort trappetrinene spejlglatte. Vandtanken indeholder mange tusinde liter køligt vand, der fyldes på om sommeren fra en af smeltevandsøerne i fjeldet nord for Tiniteqilaaq og holdes tempereret gennem hele vinteren. Man skal blot trykke på knappen, og det vælter ud med drikkevand. Om vinteren er det nemt at hente vandet, da man kan trække dunkene efter sig i sneen – om sommeren må man bære dem på skulderen. Af og til sætter et barn sig på dunken og vil have en kælketur. ”Tsukkakkaajummi! Hurtigt!”
Da jeg kommer hjem, lugter Sabine til låget: ”Angiaarneranngitsikud eerdakkalivarpiid? Styrede du uden om hundelortene?” spørger hun.


Badet
”Puuh, dipararraalid! Du lugter!” siger Sabine. Jeg er ikke meget for at gå i bad. Vand og shampoo fjerner det tynde lag af skidt og fedt, som beskytter mod kulden på fjorden.
I ”servicehuset” kan man få varmt brusebad. Det koster 10 kroner og må højest vare en halv time. Sabine har sin egen vaskeklud med et kryds i hjørnet, som ingen andre må bruge.
Vi skrubber hinanden på ryggen. ”Ilivami upparniaad. Vask dig nu ordentligt,” siger Sabine. Dampene stiger til vejrs, og spejlet dugger, da det pludselig banker på døren: ”Tsivitserpaddaaligajeraaq. Nu har I været derinde længe nok.” Otto passer servicehuset.


Hvem fanden er han?
Min ven Asser har et godt hundespand. Vi kommer hurtigt frem. Tit kører vi ud for at fiske ulk sammen med James og svigersønnen David. Af og til bruger vi et lille stykke sælspæk som madding. Der er mange ulke, og vi kommer altid hjem med poserne fyldte. Vi ser også til James’ sælgarn. Nogle gange kører vi slæderne helt tæt sammen, råber og gør grin med hinanden.
James peger på mig: ”Una kiaana,” siger han. ”Hvem fanden er han?”
Men hele tiden holder vi udkig efter sæler på isen. Ser vi én, kører vi slæderne ind til strandkanten, og Asser eller James trækker i en hvid dragt, der skal bruges som camouflage. Derefter går fangeren ind mod sælen. Hver gang sælen løfter hovedet, stopper fangeren op og står helt stille, indtil sælen tror, at faren er drevet over, og den igen sænker sit hoved. Når fangeren er tæt på sælen, lægger han sig klar i skydestilling og afventer, at sælen atter løfter sit hoved. Den dag skød James en sæl på isen ved Kuugaarmiit.


Danmark-Grønland tur/retur
Jeg flyver til Danmark.
Sabine flyver til Danmark.
Sabine flyver til Grønland.
Jeg flyver til Grønland.


Sundet, der løber tørt ved lavvande
Når jeg kigger til højre, ud ad vinduet, ser jeg langsomt isflagerne dukke op. De lægger sig op ad hinanden som lange fingre, der strækker sig ud fra den faste is.
I flyveren er der næsten kun østgrønlændere. De har været stille under flyveturen, men ved synet af deres hjemegn starter snakken, og fingre peger i forskellige retninger. Fra Kulusuk flyver jeg i helikopter videre til Tasiilaq, hvor jeg møder Sabine. Derefter flyver vi over fjeldene og gennem dalene langs Sermilik-fjorden med dens evige strøm af is. Vi når øen Sarpaq og det lille sund, der adskiller de to fjorde ved Tiniteqilaaq. I sundet kan man se en jolle. Ved dens side går to mænd i vandet. Det er Hans og Augo. De styrer jollen mellem store sten, der stikker over vandoverfladen. De skal på fangst, og det lader til at være i sidste øjeblik, for der er ikke meget vand tilbage i det lille sund. Sabines ansigt lyser op ved synet af sit hjem.
Tiniteqilaaq: Sundet, der løber tørt ved lavvande.


158 mennesker
En butik, en bank, et kommunekontor.
En skole, en kirke, et forsamlingshus.
En havn, en vandtank, et elværk.
158 mennesker.


Det er fredag aften, og der er fest i
forsamlingshuset

”Aaqqappid aappaa igivaddanniaa taginngilaalingid! Brænd den anden vante, de har ikke set os!” Augo finder sin anden vante frem og overhælder den med benzin. Han rækker den videre til Hans, der har placeret sit isspyd på toppen af et højtragende isbjerg. Resolut trækker han handsken over spyddet og stryger en tændstik. Stedet lyses op.
I den anden ende af Sermilik-fjorden på den grønlandske østkyst ligger Tiniteqilaaq. På bygdens vestlige fjeldside står en gammel fanger i mørket foran sit hus. Han hæver sit gevær. Skuddet runger over fjorden. Fra et andet hus, tæt ved, høres taktfaste trommerytmer. Lys blinker.
Det er fredag aften, og der er fest i forsamlingshuset.
Den gamle fanger træder indenfor. Det blinkende lys reflekteres i hans trætte ansigt. Huden er hærdet og slidt, næsten læderagtig. Med langsomme, men målrettede skridt, bevæger han sig over dansegulvet og hen til trommeslageren Vittus for at fortælle ham, at hans bror er fanget i ismasserne på Sermilik-fjorden. Vittus lægger trommestikkerne, tager to mand med sig, og med lygter drager de ud i mørket for at lede efter Hans, Augo og Jacob.
I morges fiskede vi rødfisk ved Ilertaajik og sejlede derefter længere nord på mod Paarnakajiid for at se til Hans’ sælgarn. Men vi nåede aldrig den gamle boplads. Strømmen var stærk, og isen bevægede sig i hastig fart mod bygden og truede med at afskære os fra Tiniteqilaaq. I vores kamp for at finde vej gennem det, der var blevet en gigantisk islabyrint, endte vi altid i en blindgyde. Af og til steg vi ud af båden for at skubbe den over store isflager i håbet om, at det kunne bringe os på rette vej. Andre isblokke var små og usikre, og vi måtte skynde os at træde videre til den næste, før vi sank i, og isvandet blev suget op i uldsokkerne. Tågen havde lagt sig som et tykt tæppe over Sermilik-fjorden. Mørket var på vej. I vores forsøg på at holde den strejkende motor kørende havde vi mistet orienteringen. Hans hev sit kompas frem og tilkaldte fangerne i Tiniteqilaaq over sin vhf-radio. Den knirkende lyd af voldsomme ismasser, der pressede sig sammen, blev afbrudt af en skratten fra vhf-radioen: ”Hansi tusaavakkid, Hansi tusaavakkid.” En gammel mand i bygden havde hørt vores besked. Augo affyrede to skud. Patronerne brød stilheden og genlød over fjordene og fjeldene. Den gamle mand svarede med et enkelt skud, som vi registrerede langt i det fjerne. Kort efter døde motoren. Stille sad vi tilbage i båden, omslugt af mørket.
Augos vanter er netop brændt ud, da vi hører lyde i det fjerne. Hestekræfters kamp mod ismasser. Vi ser lygter, der spejder over fjordens vand og den evige strøm af is. Vi gengælder råbene. Men der er flere hundrede meter uigennembrydeligt islandskab mellem os. Jeg skimter tre personer i mørket. De har forladt deres båd og bevæger sig nu til fods over isen. Lyden af de hakkende isspyd, der skal sikre fangeren mod at falde gennem usikker is, nærmer sig. Den ene af fangerne er Hans’ bror Vittus. Uden at sige et ord begynder vi. Vittus har medbragt et tykt tov, der er bundet fast til båden på den anden side af isen. Med hjælp fra bådens motor og seks mænds håndkraft, lykkes det os at få Hans´ båd over isen til et lille område med åbent vand. Herfra følger vi den vej, Vittus’ båd har lavet gennem isdyngerne tilbage til Tiniteqilaaq.
Ved havnen står Sabine med sin mor og venter. Hun tager min pose med rødfisk. Foran går Hans og Augo slæbende på hver deres sæl. De er tavse. Jeg standser op og kigger tilbage over fjorden. Tågen ligger der stadig som et tykt, uigennemtrængeligt tæppe. Fra land virker fjorden kold, mørk og skræmmende; som et stort, sort ufarbart helvede – og dog alligevel indbydende. Var det der, vi kom fra? Og da vi kæmpede derude, var følelsen da ikke en anden? Styrken lå i den ro, fangerne udstrålede. Deres tavse indforståethed. ”Tsuid? Hvad laver du?” spørger Sabine. ”Addiivardili? Har du set et spøgelse?” Hun slår over i spontan latter. ”Ilaaniaad, qilikkiatsaluud! Kom med, vi skal danse!”
Det er fredag aften, og der er fest i forsamlingshuset.


Dansemik
”Tagitsavatsi, aalisardini qiliddeq! Se, han fisker, mens han danser!” Fiskeren Mathias slår sig løs på dansegulvet. Han har mange karakteristiske bevægelser, og en af dem er at imitere torskefiskeri i dansen. Mathias fanger altid mange fisk. Han kender fjordens dybder, fiskenes ruter og vælger altid det rigtige sted at lave sit fiskehul.
På forsamlingshusets dansegulv er han også på hjemmebane og danser ikke kun med børn og gamle damer. De unge piger bydes op til dans, når trommens rytmer bliver hurtige og moderne.


Fritidsklubben
2-2 2-3 3-3 4-3 5-3. Ved bordtennisbordet går det stærkt. Vinderen fortsætter, og rækken af udfordrere er altid lang. Andre spiller billard eller bordfodbold. Om aftenen samles vi unge i fritidsklubben. Stedet har også en lille kiosk, hvor man kan købe slik og chokolade, hellefisk og ørred. 40 kr. kiloet.
I fritidsklubben danser hormonerne. Bøjer man sig forover, bliver man prikket i numsen med en finger og efter lukketid fortsætter jagten med fangelege i sneen.


Supermario
En lille figur hopper over en trekant og balancerer videre på en bold. Sabine spiller Supermario.


Sabines sejr
Sabine har vundet bygdemesterskaberne i bordtennis.
Jeg var nede for at se hende spille i fritidsklubben. Hun var rød i hovedet og fuldstændig opslugt af spillet. Hun kom stolt hjem og fortalte, at hun havde vundet, og spurgte, hvorfor jeg ikke var kommet.


Opvarmning
Vores langefingre har et solidt greb om hinanden. Vi trækker i hver vores retning, til den ene får hevet den andens arm til sig. Hans har fået mig til at tage et kødben i munden, som er spændt ud, og det laver kraftige buler i mine kinder. Bagefter folder vi vores ben og tager fat om hinandens arme i leddene ved albuerne og trækker igen af alle kræfter. Den, der vælter bagover, har vundet. Vi afslutter legen med en brydekamp og er så klar til at tage på fangst.



Varm rå sællever
”Aanangaa!! Der er den!!” hvisker jeg. Ved en lille ø stikker en sæl hovedet op over vandoverfladen. Et øjeblik efter forsvinder den igen. Langsomt sejler vi mod stedet, hvor sælen dykkede ned. Venter. ”Aanangaa!” Hans har set sælen komme til syne igen. Jeg sigter. ”Aaddaniaa!! Nukeerniaad! Skyd den!! Skynd dig!” Men for sent. Sælen forsvinder fra overfladen og vender ikke tilbage.
Hans er anderledes effektiv. Han tager sin mundharmonika frem og spiller en usammenhængende melodi, mens han danser for at holde varmen. Snart har en sæl fået færten af musikken. Den kigger op, men er hurtigt nede igen. Hans ærgrer sig og giver sig til at tisse. I samme øjeblik kommer sælen til syne igen. Jeg fløjter til Hans, der griber sin riffel, sigter, skyder og rammer.
Snart skal vi spise varm rå sællever.


Piteraq
”Muluaddaatsanngaalid pilarngalerpoq. Bliv ikke længe væk – der er piteraqvarsel,” advarer fiskeren Mathias. Jeg nikker og begynder langsomt at gå over den tykke dyne af sne. Sælgarnet står flere kilometer borte. Der er helt stille omkring mig, solen skinner, og en piteraq synes langt borte.
Da jeg når sælgarnet ved Kuugaarmiit, er jeg spændt. Om lidt skal jeg trække i den snor, der er trukket fra garnet under isen til en træpæl på overfladen. Jeg mærker det med det samme: Det må være en stor sæl. Jeg tager isspyddet og laver de nødvendige huller, så sælen kan komme op. Af og til stopper jeg op og kigger mig omkring. Der er stadig intet at se eller høre. Da sælen er trukket op, binder jeg den til en snor og slæber den efter mig mod det næste sælgarn, der er sat under isen få hundrede meter derfra. Her er ingen fangst, men den øverste del af nettet er frosset fast til isen, og det vil tage lang tid at få garnet fri. Timerne går, nettet sidder stadig fast, og det er begyndt at blive mørkt, men himlen synes stadig klar, og jeg ved, at månen snart vil komme til syne over fjeldene, så det igen vil blive lyst. Jeg er så optaget af mit arbejde, at jeg ikke har set, at sneen er begyndt at hvirvle rundt på fjeldtoppene.
En piteraq er på vej.
Først da vindstødene river i jakken, kigger jeg op og ser sneen fyge hen over isen. Hurtigt forlader jeg sælgarnet, og med sælen på slæb begynder jeg turen hjemover. Men for sent. Piterakken er over mig. Vindstødene tager til i styrke og pisker is og sne i voldsomme ryk mod mit ansigt. Jeg kan ikke orientere mig, fjeldene er blevet usynlige, og alle spor er visket bort. Jeg tager fat om isspyddet og tjekker konstant, om isen foran mig kan holde. Der er meget strøm, og derfor umuligt at vide, hvor der kan være tynd is. Sådan bevæger jeg mig langsomt fremad i piterakkens accelererende vildskab, instinktivt med en vag idé om, i hvilken retning bygden ligger.
Et sted dukker et isbjerg pludselig op foran mig. Det er både et godt og dårligt tegn; godt, fordi jeg genkender isbjerget, som har ligget der siden fjorden frøs til fem måneder tidligere, dårligt, fordi jeg ved, at der netop på dette sted er meget strøm, og at isen især omkring isbjergene kan være usikker. Isspyddet går nemt igennem, da jeg undersøger isen foran mig. Situationen er den sammme i alle retninger – selv den retning jeg er kommet fra! Jeg lægger mig ned og skubber sælen bagud for at fordele vægten bedre og kravler derefter tilbage for at komme på mere sikker is. I mørke og voldsom storm når jeg Tiniteqilaaq.
Da Sabines mor kom hjem fra bingo, slagtede hun sælen.


Fiskeren Mathias
Efter en piteraq kan isen være farlig, og man skal især være opmærksom på pletter af sne, da der kan være åbent vand under. Engang faldt fiskeren Mathias gennem isen og kunne ikke komme op igen. Efter flere minutters udmattende kamp i vandet trådte han pludselig på noget fast ”Tsoordu Nunakkaatsiaq. Som en sten” og løftede sig op på isen. Gud havde hjulpet ham, sagde en af fangerne.


Fødslen
”Vent, så fotografen kan tage et billede.” Sabines søster Karen er ved at føde. Babyens hoved kigger ud af skødet, og jordemoderen vil give mig lidt tid. Jeg betragter det lille, buttede hoved, der lige er kommet til verden. Det må være en pige. Hun er helt stille og har sammenklistrede øjne. ”Daa! Kom nu!” Sabine er utålmodig og vil hilse rigtig på sin nye niece. Karen presser hårdt, og resten af kroppen kommer ud.
Iluna er født.


Dansen
Sabine Nikoline Andersine Nina Ebba Maqe har taget læbestift, høje hæle og prikket kjole på. Søsterens første barn skal døbes. ”Peqqeraava? Er jeg flot?” spørger Sabine. Hun løfter op i kjolen og afslører sine stjernetrusser og et par revnede strømpebukser. ”Iorunaraalid. Du er dejlig,” svarer jeg, tager fat om hende og begynder at danse.
Tit har jeg set Sabine danse i forsamlingshuset, uden jeg har haft lyst til at være med. Men nu da vi er alene i onklens hus, overgiver jeg mig til Sabine og dansen. Vi danser over borde, stole og madrasser. Vildere og vildere. Gennem det åbne vindue hører vi kirkeklokkerne ringe, men Sabine insisterer ”Aamma, aamma, qilinnermud ilinniardiiatsiikkid. Mere, mere, lad mig lære dig at danse!”


Kirken
Det er Asser, der ringer med klokken. Fiskeren Mathias sætter sig til rette. Hans starter prædiken. Kropssproget er sikkert og roligt – som når vi er på fangst. Prædiken foregår på vestgrønlandsk, og jeg forstår kun lidt. På væggene i kirken, der til daglig fungerer som skole, hænger gamle sort/hvide portrætter af Dronning Margrethe og Prins Henrik i glas og ramme. For nogle år tilbage var de på besøg i Tiniteqilaaq, så en sæl blive slagtet og rejste igen.
Første salme. Tre ældre kvinder synger med kraftige, vibrerende stemmer, mens Boas kæmper for at hænge på ved orgelet. Udenfor kan jeg se Augo gå forbi med sit fiskegrej. Jeg kigger på Hans. Han er koncentreret og alvorlig, men når Asser igen ringer med kirkeklokken, vil kateketen skynde sig hjem, smide præstetøjet, brygge en kande kaffe, og sammen vil vi sejle til Ilertaajik for at slutte os til de andre fiskere.


Rødfisk
”Aappalaardoq! Rød!” råber Augo, der kan se, at jeg har bid. Nylonen glider i handskerne. ”Peerdunngud! Væk med dem!”
Det er fascinerende: At stå på en isflage midt i Sermilik-fjorden og hive store rødfisk op gennem et hul, der fører mod dybet. Jeg har et træbræt med 600 meter nylon. For enden af nylonen er der et blink og fem kroge, hvor jeg binder maddingen fast. Når blinket er nået de 300-500 meter til bunden af fjorden, binder jeg nylonen fast til en pind, der stikkes i isen, så den slår en bue over fiskehullet. Når rødfisken bider, bevæger pinden sig i små, kraftfulde ryk, så griber jeg nylonen, hiver tre-fire hurtige tag og mærker efter, om fisken har bidt sig fast. De resterende 300-500 meter nylon trækkes op i roligt tempo.
Op kommer den, ikke rødfisken, men havkatten. Augo stikker isspyddet i gabet på fisken. Havkatten angriber spyddet med tænderne. Den snor sig i sit eget blod på den hvide isflage.


Når fangerne vender hjem
Bådene har været spredt over Sermilik-fjorden hele dagen. 8 joller fra Tiniteqilaaq på fangst. Nu kommer de fra alle retninger og mødes tæt på Tiniteqilaaq for at sejle det sidste stykke i en lang række. Mændene vender hjem fra fangst. Jeg tæller sælhovederne, der stikker ud over bådenes rælinger: 14.


Friskt sælkød
Endnu en piteraq.
Huset er koldt som en fryser, så vi sover i stuen tæt ved ovnen. I morges var jeg på fjorden for at fange torsk. På vejen hjem fik jeg øje på Sabine, der var voldsomt oppe at skændes med en mand. Lønnen var kommet. Sabine var vred over, at de gik fordrukne rundt med deres lille barn. Manden svarede, at Sabine havde et problem, fordi hendes kæreste ikke var døbt. Senere gik jeg ned i mandens hus og sagde, at jeg var træt af hans chikanerier af Sabine og mig. Han blev aggressiv, men de andre i huset holdt ham tilbage. Bagefter gik jeg op til Hans, der sad og spillede kort med tre andre mænd. Oprevet fortalte jeg ham om episoden. Han kiggede roligt på mig og spurgte, om manden var fuld. Da jeg svarede ”Ii. Ja,” bad han mig gå ud i køkkenet og spise friskfanget sælkød.


I nat
I nat hørte jeg et gevær gå af. I morges kom helikopteren for tidligt. En ung mand har skudt sig selv.


Sover
Jeg sover og sover. Måske er det lavtrykket. Måske er det stedet. I de andre huse sover andre unge mennesker. Vi vågner og er trætte.


Melankolske melodier
”Nugeerniaad, maleq parnaarniaa! Skynd dig, lås døren!” siger Sabine. En fuld mand vil ind og bliver ved med at banke på døren. Sabine trækker gardinet fra og får øje på moderens ekskæreste, der vælter rundt i sneen. ”Anaanarnga daddaniinngilaq. Min mor er her ikke,” siger Sabine og trækker gardinet for igen.
Fra nabohuset strømmer musikken ud ad de åbne vinduer. De samme grønlandske sange, melankolske melodier med tekster om kærlighed og savn. Én græder, én griner, én råber.
Sabine og jeg holder øje.


Vittus’ hus
Sabine og jeg er flyttet.
Vi har lånt Vittus’ hus, da han er taget til Tasiilaq for at arbejde. Huset ligger bag forsamlingshuset med udsigt over Sermilik-fjorden. Det er et et-plans-hus med to små rum, i alt 25 kvadratmeter. Som de fleste andre huse i bygden, er det godt medtaget af de mange piteraq-storme. Vinduerne er tynde, og væggene slår revner, men olieovnen virker og kan uden problemer holde huset varmt.
Jeg har fanget en sæl, og Sabine er nu ved at smide de gamle sælrester fra gryden ud ad vinduet for at gøre klar til en frisk portion kød. Neden for vinduet er der livlig aktivitet; slædehundene kæmper om resterne, den stærkeste vinder og levner intet til de andre.
I Vittus’ stue er der mange billeder af familie og venner, og over sofaen, der fylder det meste af rummet, hænger et stort perlebroderi af en fanger med sit gevær og en kvinde i grønlandsk nationaldragt. Over perlebroderiet er der revner i loft og væg, som vi forsøger at lappe med sort tape. På bordet brænder to stearinlys, fjernsynet kører med Qanorooq – den grønlandske TV-avis – og i rummet ved siden af, soveværelset, koger vi sælkød på gaskomfuret. Ved siden af komfuret er en stor kummefryser spækket til randen med hellefisk, rødfisk, ørred, ammassat og sælkød, og op ad væggen står to tynde skummadrasser, som vi smider på gulvet, når vi skal i seng.
I husets entré er sælskindet lagt i blød i en rød spand, til venstre for spanden står mit gevær og et stykke træ med nylon, blink og krog – udstyret til rødfiskefangst. Mine ski, hvis bund er lavet af sælskind, ligger på taget, for ellers æder hundene dem. Inderstøvlerne er hængt til tørre, og yderstøvlerne har Sabine stillet på en gulvklud ved siden af sine sorte Buffalo-sko, der er købt på tilbud i Ishøj-Bilka sidste sommer. Et tyndt forhæng dækker for et mindre rum, hvor toiletspanden står. Rummet har et lille vindue, og i vindueskarmen har vi tændt et fyrfadslys.


Godmorgen
Jeg vågner til udsigten af den isfyldte Sermilik-fjord. Stilheden. Mens Sabine sover, står jeg og ser lyset komme. Jeg går ud i den nyfaldne sne, gennem bygden og ud på fjorden for at fiske. Nogle dage er jeg den første og kan betragte, hvordan bygdens fiskere én efter én kommer ud af deres huse og går ned mod fjorden. ”Kumorn. Godmorgen,” siger vi og hiver derefter torsk op fra hvert vores hul i isen. Derefter siger vi ikke mere.


Spurven
”Qortsugaji. Spurven,” kaldes Sabine. Halvanden meter og pjusket hår.
Jeg sætter posen med torsk, vasker mine hænder og lægger mig ved siden af spurven på madrassen. Hun åbner det ene øje på klem ”Eeqqimi! Der er bid!” råber jeg, hvorefter hun skynder sig at lukke øjet igen og udstøder en klagesang. Seancen gentager sig et par gange, indtil jeg til sidst bliver lukket ind under dynen.


Amitsivardiva
”Ov, ov!” Hans stopper hundene. Jeg kan også fornemme det – isen under os er tynd. Med bunden af piskeskaftet hakker Hans konstant i isen for at undersøge, om den kan bære os. Vi er på vej til en indlandssø for at fiske ørred. Med fem hunde i båden sejlede vi i nat fra Tiniteqilaaq til kanten af den faste is ved fjorden Amitsivardiva. Når Sermillik-fjorden er isfri, tilbagelægges turen normalt på under en time. I dag tog det fem timer. Da isen blev så tyk, at båden ikke længere kunne bryde igennem, fortsatte vi på hundeslæde.
Foran os ligger nu den lange, smalle Amitsivardiva tavs og indbydende. Igen og igen stiger Hans af slæden, hæver isspyddet og stikker det i isen. Andre gange går jeg forrest med spyddet.
Engang faldt Hans gennem isen med sit hundespand. Under isen var strømmen stærk og truede med at rive ham væk fra hullet og føre ham mod mørket. Fanget i isvandet troede Hans, han skulle dø. Først da han tænkte på sin datter, fik han samlet sine kræfter og kæmpede sig tilbage til overfladen. Hans forsøgte derefter at komme op på isen, men måtte opgive, fordi han var viklet ind i en snor, der var forbundet til de druknede hunde under isen. Da ankom hans fætter Lovis på sin hundeslæde. Lovis bandt et tov om livet, lagde sig ned for at fordele vægten bedre og bevægede sig ud på den tynde is mod Hans. Nogle meter fra hullet kastede Lovis et tov og en kniv hen til Hans, der gjorde sig fri af hundelinen og blev trukket op på isen. I dag fortæller arrene på Hans´ håndled om tovet, der skar sig gennem huden.
Langt fremme over isen kan vi se åbent vand, så vi er tvunget til at søge mod land og køre en omvej langs fjeldsiden. Fjeldsiden er stejl, og vi må gå på skrå tæt på kanten mod det åbne vand og presse slæden hårdt for ikke at skride ned i fjorden. Da vi kan se, at isen på fjorden atter er tyk, kører vi over isflagerne og ud på den faste is. Tempoet går ned, åndedrættet falder til ro, og kropssveden bliver kold. Regnen skyller ned over os. Ved land kan man se gamle stykker af træ: Engang har der boet mennesker her. På begge sider af den smalle fjord buer fjeldene højt over os. Lukker os inde og lokker dybere og dybere ind mod bunden af fjorden, hvor nye fjelde venter på nye spor.
Hvad var navnet på denne fjord? Amitsivardiva …


Den hvide pose
En hvid pose bliver sat inden for døren hos Hans. Posen er fyldt med nyfanget sælkød. Andre dage er det Hans, der deler poser ud. Hvide poser med sælkød, fisk, tangplanter eller muslinger.


Nanerduvagai!
”Nanerduvagai! Kæmpe isbjørn!” Klokken er 6 om morgenen. Hundrede meter fra vores hus er en isbjørn i færd med at æde resterne fra en slagtet sæl. Fangerne er allerede i deres både. Isbjørnen flygter, men når ikke langt.


Hakkebøffer
Hans’ kæreste Polunikka er i Danmark. Hans og jeg har købt en stor pose med blandet kød. Nu laver vi frikadeller, hakkebøffer, ribbensteg, medisterpølse og svinekoteletter med brun sovs, rødkål og kartofler.


Leg på isflage
Vi springer fra isflage til isflage langs stranden. Når en anden person lander på den isflage, man står på, må man skynde sig at hoppe videre, hurtigere og hurtigere. Thomas ryger i vandet – nu er vi kun tre tilbage!


101 ørred
”Nugeerniaad! Skynd dig!” råber James. Der er langt ned til den lille sø på isen, hvor vi opbevarer vores ørreder. En slædehund har revet sig fri og forsøger nu at få fat i fangsten. De seneste dages tunge regnfald har gjort sneen smasket og tung, så det er en lang og udmattende løbetur mod søen. Vi er seks mænd. James og Salo. Marius og Aron. Gert og Jeg. Det er Gerts slædehund, der har revet sig løs. Jeg jager den væk fra ørrederne, og Gert kommer halsende efter for at binde hunden fast.
Vi befinder os i Johan Petersen Fjord. På indlandssøerne og vandløbene ved Neerernartivaq-fjeldet. I de kolde vintermåneder er isen på søerne så tyk, at det kan tage op til en halv time at få hul igennem. Er man uheldig, er der ingen vand mellem isen og bunden, og man må prøve et nyt sted. Andre gange har man kun 10-20 centimeter at bevæge blinket på, men det kan være rigeligt til at fange store, fede ørreder. Nu, hvor det er ved at blive forår, er isen knap så tyk, og det tager kun 5-10 minutter at arbejde sig igennem.
Da jeg når tilbage til James, har han allerede fanget en ny bunke ørreder, der ligger og spræller tæt på den revne i isen, de er hevet op fra. ”Tsukkanngeraalid. Du er ikke så hurtig,” siger James.
Hen på eftermiddagen sætter James sig bag en stor sten med bukserne nede. ”Jaamisi kisiina? James, hvad laver du?” råber jeg. Jeg nærmer mig. James griber en sten, trækker bukserne op og begynder at jage mig. I et anfald af latter falder jeg flere gange i de små vandpytter, som regnen har lavet på isen. James indhenter mig hurtigt, giver mig et par småslag og sætter sig udmattet ved siden af mig. ”Tsukkaraava? Er jeg hurtig?” spøger han. ”Ii, Jaamisi tsukkakkaajorujutsuaq. Ja, James er meget hurtig,” svarer jeg.
De to dage vi har befundet os på indlandssøerne, har regnen silet ned. Isen i Johan Petersen Fjord er blevet tyndere. På vej tilbage mod vores både, der ligger fortøjet ved iskanten, må vi flere gange standse vores slæder og sende en mand i forvejen med isspyddet for at undersøge isen, der er fyldt med vandpytter og små huller med åbent vand. Da vi når bådene, stopper regnen, og solens første stråler rammer os fra toppen af fjeldene. Klokken er fire om morgenen. Jeg lægger mig til at sove i bunden af James’ båd. Han sejler mellem isflager og isbjerge hjem mod Tiniteqilaaq. Jeg kan se hans kraftige hænder holde solidt om bådens rat. Af og til kigger han ned på mig og griner ”Ilanngaalaarniaad, tsinnadderdarniatsaulid. Sov du bare, du har meget at drømme om.”


Den sidste slæderejse
Vi står gennemblødte i regnvejret ved slæderne. Fire mænd og en kvinde. Asser tager tre poser slik frem, som vi deler. Det bliver en hård tur tilbage mod Tiniteqilaaq, for vi er tungt læsset. Asser og jeg kører sammen. Vi har 70-80 hellefisk, som fylder hele slæden i flere lag. Der må være flere hundrede kilo. Vejen op ad fjeldet fra Imiilaa til Kuugaarmiit aqqulaat er i begyndelsen meget stejl, så Asser og jeg må gå bag slæden og hjælpe hundene med de svære passager. Flere gange sidder vi fast i dyb sne, så Salo, der kører alene, kommer tilbage for at hjælpe os. Forrest kører Gerth og Julie, men de er ikke længere til at se. Gerths hunde er hurtige og stærke.
Dagen før ankom vi til fjorden ved Qernertivartivit, den efterladte bygd, hvor mange fra Tasiilaq-distriktet fisker, fordi hellefiskene her lever i store mængder på lavt vand – 200-300 meters dybde. Vi fik en uheldig ankomst: To fiskere fra Kuummiut havde trukket deres langlinie op på isen – krogene og hellefiskene lå spredt på et stort område, hvilket Assers hundespand hurtigt fik færten af. Vi kunne ikke nå at standse slædehundene, der sultne efter den lange rejse gik til angreb på fiskene. Flere af krogene satte sig fast i hundenes gab, så Asser måtte lirke dem fri. Fiskerne fra Kuummiut havde friskfangede ammassat med, som vi brugte til madding. Det var første gang, jeg fangede hellefisk, men da teknikken er den samme som ved rødfiskefangst, varede det ikke længe, før isen var fyldt med store, sprællende hellefisk. Der var så mange fisk, at jeg i de 20 timer, vi befandt os på fiskepladsen, ingen pauser holdt. Tiden gik med at trække fiskene op fra dybet.
Da vi kører fra fiskepladsen, kigger jeg tilbage over skulderen. Fjorden synes plan og hvid, så langt jeg kan se, men dér på et lille område er der lavet elleve huller i isen. Omkring hullerne er der beskidt af blod og indvolde, der er fodspor i sneen, som vidner om heftig trafik mellem hullerne, og der er spor fra slæder, som er kommet og kørt igen. Fiskeben ligger i sneen blandt rester af kogt hellefisk, og en enkelt træpind – en del af fiskeudstyret – er knækket og efterladt stående ved et af hullerne. Nu ligger fiskepladsen tilbage som en efterladt kampplads. Vi er på vej hjem med byttet.
Den nat siler regnen ned i Tiniteqilaaq. Sabine står op og hjælper mig af med det gennemblødte tøj, som hun hænger på tørrestativet over ovnen. Vanddråber fra det våde tøj drypper ned på ovnen. Kun når der er helt stille, kan man høre denne lyd. Lyden af dråberne, der rammer ovnen, danser på låget for i næste øjeblik at forsvinde. Da vi boede hos Sabines onkel eller hos storesøsteren, hørte jeg den også, men nu sidder jeg i mit eget hus og lytter til den i stilhed. Jeg kigger på min fangst, der ligger i tre store gennemsigtige plastikposer i entréen.
Det blev min sidste slæderejse.


Isen bryder op
Vinteren er forbi. I havnen ligger store, hvide motorbåde, speedbåde og husbåde side om side med fangernes joller. Isen er brudt op, og forårets første dage fejres med besøg fra nabobygderne Kuummiut, Sermiligaaq og Kulusuk samt fra byen Tasiilaq. Pludselig er der mange ukendte ansigter i Tiniteqilaaq.
Hos James er broderen fra Sermiligaaq på besøg med sin kone og børn. Nu bor der 15 mennesker i huset. Vi spiller Olsen, da to mænd fra Kulusuk kommer på besøg. ”Kulaa qaddunaaq! Godda´ dansker!” siger den ene. ”Kulaa kalaaleq! Godda´ grønlænder!” svarer jeg. ”Diilerilaarmeeq. Han er fra Tiniteqilaaq,” siger James. ”Aah, kulaa diilerilaarmeeq!” retter manden sig selv – ”Kulaa kulusumeeq,” svarer jeg.
Den anden mand kigger på mig, mens han blander kortene. ”Tamaani tsuid? Hvad laver du her?” spørger han. Jeg trækker på skuldrene.


Naler-nguuddaanneq
Sabine rækker triumferende hænderne i vejret. Hun har vundet igen. Vi spiller ”Naler-nguuddaanneq”. Sabine, Susanne og jeg. Vi laver et lille hul i jorden, hvorefter vi skiftes til at kaste mønter mod hullet. Den, der kommer tættest på, kaster så alle mønterne op i luften. De mønter, der lander på krone, må man beholde, mens resten går videre til nummer to, der ligeledes kaster mønterne op i luften. I de lyse sommernætter spilles der tit ”Naler-nguuddaanneq” i Tiniteqilaaq. I dag spiller vi på en lille pynt ved navn Nuuk, der ligger i Sermilik-fjorden, nord for Tiniteqilaaq.
Sammen med Hans, Polunikka og deres datter Susanne er Sabine og jeg på fangsttur. Mens vi spiller, får Hans øje på en sæl. Vi hopper i båden og sejler efter den. I lang tid forsvinder den, men oppe på pynten kan vi se Polunikka og Sabine pege bag et isbjerg. Da vi når rundt om isbjerget, kommer sælen igen til syne. Hans skyder den, og vi sejler tilbage til pynten for at koge sælkødet. Det er juni måned, og det bliver aldrig mørkt. Sabine og jeg bliver liggende i vores soveposer uden for teltet til langt ud på natten, men der kommer ikke flere sæler. ”Qaneq eqqartsaalerarpid?” spørger Sabine, ”hvad tænker du på?” Jeg har besluttet mig for at rejse til Danmark om to uger. Men tvivlen plager mig konstant.
Om morgenen bliver vi vækket af Hans. Vi skal skynde os hjem til Tiniteqilaaq. Danmark skal snart spille fodbold mod England, og kampen bliver vist direkte i fjernsynet.


Stilheden
På en ø nær Tasiilaajik flår Hans sælen. Desværre er skindet for dårligt til at blive solgt. Det fælder. Det gør det tit om sommeren, fordi sælen har ligget længe i solen – mamaardeq. Men Hans viser ikke tegn på ærgrelse. Han glæder sig ligesom jeg til nykogt sælkød og skærer kødet ud, mens jeg renser sæltarmen, der er blevet en af mine livretter. Vi spiser af den rå sællever og koger resten sammen med hjerte og mavesæk. Vi bliver hurtigt mætte og sætter os til rette på to sten med udsigt til Sermilik-fjorden.
Jeg husker min første tid i Tiniteqilaaq, da jeg endnu ikke havde oplevet den østgrønlandske sommer. Hans fortalte om sommerfangstpladserne, hvor der var helt stille, lyst døgnet rundt, og man kun kunne høre kildernes rislen. Hvor der ingen druk var og ingen gale mennesker. Kun fred og ro og selvfølgelig hundredevis af ørreder.
Vi sejler dybere ind i Sermilik-fjorden, dybere end jeg tidligere har været. Vi kommer til et område med stejle klippesatser. På klippesatserne ruger måger på deres æg. Jeg foreslår Hans, at vi går på mågeæg-fangst. Via små, grønne klippesatser nærmer vi os rederne. Jeg kravler ud mod afsatsen, og en meter fra mig kan jeg se en rede med et enkelt æg. Vi sætter os ned et øjeblik. Tit sidder vi sådan i stilhed.


En dag
Hele dagen har jeg pakket, og Sabine har hjulpet mig med at fylde mine ting i papkasser og tape dem til. Vi prøver at lade være med at tænke på endnu en afsked. Det lykkes kun i korte perioder. Jeg har svært ved at bevæge mig rundt i bygden, fordi jeg frygter aldrig at skulle se disse mennesker igen, hvoraf mange er blevet mine venner.
Vi sover den sidste nat hos Hans på loftet, hvor det hele begyndte for mere end to år siden. Jeg har pakket mit fiskegrej til rødefiskefangst og beder Hans om at lægge det på sit loft. Det synes han er en god idé; ”uddud ardaanni uleqqitsangalivarngima. Hvis jeg skulle komme tilbage en dag.”


Øjeblikket
Da vi sejler fra Tiniteqilaaq, ser jeg James forlade sit hus med isspyd og rygsæk. Han skal på fangst. Jeg lukker øjnene og forestiller mig at gå dér ved hans side. Sabine lægger sig ind til mig. Den kolde luft står os lige i ansigterne. Vi sejler den smukke tur gennem fjorden Ikaasaardiva, der er omkredset af høje fjelde, og passerer steder, hvor jeg har været på hundeslæde, set til mit sælgarn eller samlet muslinger.
Der kommer mere og mere is, og pludselig kan vi ikke komme videre. Måske skal vi tilbage til Tiniteqilaaq. Vi går i land på en fjeldside for at få et overblik over isforholdene. Det ser umuligt ud. Så langt øjet rækker er der drivende isflager, der ligger tæt sammen. Men Hans mener at have planlagt en vej gennem isen, og vi begynder derfor at fjerne den første store skosse, der forhindrer os i at komme videre. Efter et par timers kamp må vi give op. Vi beslutter os for at koge nogle fisk. Jeg har taget en stor pose med hellefisk og ørred med til Sabines moster i Tasiilaq. De andre begynder at spille kort, mens jeg går over på den anden side af den lille ø, vi er gået i land på. Længe sidder jeg alene. Der er helt stille. Stille som kun i Grønland. Jeg må have siddet der længe, da Sabine pludselig dukker op. ”Tsuid? Ninngappid? Hvad laver du? Er du sur?” Isen har ikke åbnet sig, og vi er nødt til at tage tilbage. Én dag mere i Tiniteqilaaq.
Om aftenen er der besøg hos Hans. De griner og fortæller historier. Jeg lytter til Sabines karakteristiske latter. Men jeg kan ikke være med. Jeg sidder på loftet for mig selv og græder. Senere kommer Sabine op. Hun trøster mig, og jeg beundrer hendes styrke. Men snart græder hun også, og vi lægger os ned og kigger på hinanden. Længe siger vi ingenting. I et øjeblik glemmer jeg alt, der er sket de sidste to et halvt år.
Jeg ser kun Sabine.


To år i Østgrønland
Dagen efter står vi i Kulusuk lufthavn. Sabine køber slik, sodavand og chokolade. Snart siger Hans, at de skal sejle tilbage til Tiniteqilaaq. ”Qangar-li, ulaqqilaaqqaartinnavuud? Allerede, kan vi ikke vente lidt?” spørger Sabine.
Tavse går vi ned mod molen, hvor Hans’ båd er fortøjet. Jeg tager min blå heldragt af og giver den til Hans. Den er hullet og fyldt med pletter fra blod og indvolde. To år i Østgrønland.
Først siger jeg farvel til Polunikka, derefter Hans. Hans blik er ikke, som det plejer at være. Nu står kun Sabine tilbage. Vi gennemfører vores kysseritual for sidste gang, som vi har gjort det hver aften: Først kysser jeg Sabines overlæbe, derefter underlæben, som jeg bider i og siger ”Ngivakkajingina, ngivanngivagajiiluuliina”. Jeg fastholder hendes blik, mens biddet tiltager i styrke. Derefter vender Sabine mig ryggen og går ned i båden, hvor hun lægger sig i stævnen på maven. Der bliver hun liggende og kigger på mig, mens Hans sætter maskinen i bakgear. ”God rejse!” råber Hans. Polunikka har hjulpet Sabine op at sidde. Nu sejler de. Sabine vinker.