Jacob Aue Sobol: Sabine. Politikens Forlag, 120 sider, 299 kr.
Anmeldt af Mette Sandbye i Weekendavisen
Anmeldt af Tine Bryld i Politiken
Anmeldt af Ulrik Pedersen i Jydske Vestkysten
Anmeldt af Leif Kiil Sørensen i Kristelig Dagblad
Anmeldt af Torben Weirup i Berlingske Tidende
Anmeldt af Rune Gade i Information
Anmeldt af Stig Olesen i Jyllandsposten
Anmeldt af Jens Brønden i AG Grønlandsposten
Tine Brylds kommentar til anmeldelsen i AG Grønlandsposten
Pia Arkes kommentar til anmeldelsen i AG Grønlandsposten


Den unge danske fotografs skildring af Grønland er
Vild, Smuk og Sørgelig
Af Mette Sandbye

FOR fem år siden rejste den unge fotograf Jacob Aue Sobol til den lille bygd Tiniteqilaaq på Grønlands barske, på alle måder utilgængelige østkyst. Han ville lave en dokumentarserie om livet i den lille fangerbygd med kun 158 beboere.

Efter fem uger tog han hjem til Danmark, men vendte alligevel tilbage efter fire måneder, fordi han følte, at billederne manglede noget, at de var for unuancerede i forhold til kompleksiteten i hverdagslivet i bygden.

Han blev i to år, fordi han mødte Sabine. Hun var 19, han var 23, og de blev forelskede. Fotobogen Sabine er først og fremmest hans hyldest til hende og i anden række til livet i den lille bygd og de venner, han fik der.

Det er blevet en stærk, vild, urolig, intens bog med en stærk, vild, urolig, intens ung kvinde som hovedfigur. På forsiden ser vi Sabine, der former et hjerte med sine hænder, og bogens sort-hvide fotografier viser hende i bad, med menstruationsblod løbende ned ad benene, som et uskyldigt barn med tørklæde om hovedet, mens hun løfter op i skørterne, så Jacob og vi kan se hendes hullede nylonstrømper, mens hun græder, vrænger, skuler, kysser og elsker.

Stilen er rå, kornet, til tider uskarp. Vi kommer helt tæt på kroppen, huden, detaljerne i det hus, som hun og Jacob bor i sammen. Det er en form, som man kender fra engelske snapshotfotografer som Richard Billingham og Corinne Day, der også går frygtløst ærligt tæt på deres eget privatliv med kameraet.
Men det er langt mere vildt og råt både i stil og motiv end Days skødesløst stylede londonbohême.

Bogen kan også ses i forlængelse af Per Folkver og Frank Hvilsoms Grønlandsbog Af den indre styrke fra 1994, hvor de skildrede ungdomslivet i en større by på vestkysten, og hvor Folkvers forfriskende rå og direkte farvefotos gav et hidtil uset nuanceret Grønlandsportræt.

Men der er noget mere på spil for den unge Jacob Aue Sobol, simpelthen fordi han bosætter sig, begynder at leve som fanger, lærer sig grønlandsk, og i det hele taget ikke bare forsøger at sætte sig ærligt og åbent ind i denne helt anderledes kultur, men også sætter sig selv hundrede procent ind som indsats og forsøger at lade den blive hans. Hvilket dog mislykkes, for efter to år rejser han tilbage til Danmark, uden at bruddet helt forklares.

Undervejs har han og Sabine faktisk været sammen i Danmark to gange.
Bogen består af to dele, en med fotos og en med korte tekster. De korteste af dem handler om disse rejser og lyder for eksempel: »Sabine og jeg flyver til Danmark. Sabine og jeg flyver til Grønland.«

Hvordan hun klarer mødet med hans kultur, får vi ikke at vide, for bogen er i højere grad en meget præcist sanset og formidlet hyldest til den kærlighed, de oplevede sammen i Grønland og en ærlig, søgende, intenst nærværende skildring af hans følelser for hende.

Billederne af Sabine og deres fælles liv i det lillebitte hus er blandet med eksteriørfotos med tåge, sne, stormombruste faldefærdige huse, en død hund i sneen, en sæl der flåes, en begravelse i bygden.

Teksterne fortæller om oplevelser som fanger, dødsensfarlige såvel som sjove, om fester og aftener i byens ungdomsklub, om selvmord og druk, og om hvordan vennerne lærte ham at gå på jagt. Det er faktisk de ultrakorte, mindst forklarende eller udpenslede tekster, der fungerer bedst sammen med de stærke, ekspressivt talende fotografier.

Under overskriften »Død hund og kylling« står der »Her til aften snublede jeg over en død hund på vejen hjem. Den klarede ikke piterakken. Sabine er lige kommet tilbage fra bingo. Hun vandt tre gange og har lommerne fyldt med mønter. Nu skal vi spise kylling.«

Et andet sted opremser han udelukkende, men også meget sigende den mad, de spiser: »Hvalhud, kylling, ryper, chokoladeæg, måger, bearnaisesovs, gås og boller i karry.«

Lige så nuanceret, modsætningsfyldt, på én gang tiltalende og afskyvækkende som denne menu er Jacob Aue Sobols fotografier og kompositionen af dem i denne sitrende, gribende og dybt engagerede bog om kvinden og den verden, som mødet med hende åbnede.


Rå, flænset kærlighed
af Tine Bryld
 
Jacob Aue Sobols bog er en unik samling af billeder og erindringer om en svunden tid - en kærlighedserklæring, ikke bare til kvinden Sabine, men også til Østgrønland.
 
I foråret 2000 vælger en ung mand på 21 år, Jacob Aue Sobol, at tage til verdens ende, Østgrønland, for at fotografere et lille samfund, bygden Tiniteqilaaq, 'Sundet, der løber tørt ved lavvande'.
 
I dag, tre år senere forstår vi, at beslutningen om at rejse til det ukendte sted, var den rigtige. Jeg har mødt fotografen en enkelt gang, da han præsenterede sine første billeder i Diamanten. En lille samling billeder af en grønlandsk ung kvinde med menstruationsblod løbende ned ad benet. Et forelsket billede, der var så forskelligt fra andres. En rå skønhed, nøgen i et hvidt landskab. En smuk kvinde med rund mave, stærke arme, bløde deller under brystet.
 
I dag er bogen og forelskelsen vores. I et land med en kultur, der stadig findes i de mindste samfund. Og maven trækker sig sammen i længsel efter det enkle liv, hvor menneske og natur er forbundne, så længe mennesket overlever. Og det gør de, grønlænderne i de små bygder, hvor der er stor fattigdom, men også en afhængighed af hinanden, fordi ingen ved, hvad morgendagen byder.
 
Jacob Aue Sobol forelsker sig i Sabine, kvinden, der får ham til at vende tilbage og bosætte sig blandt hendes nærmeste. Det vil sige det meste af bygden på 150 mennesker.
 
Er det kærligheden, der får Jacob til at uddanne sig som fanger og fisker, er det den unge kvinde, der lærer ham grønlandsk, eller er det hans længsel efter at finde en mening med livet, der drager ham til det fjerneste sted, Danmarks gamle koloni, USA's skjold mod det, vi kalder den civiliserede verden?
 
Sabine er hovedpersonen i fotografens eget opgør med sit liv. Han er vild med hende, tager billeder af hende, som ligner det land, hun er en del af, de fangstdyr, hendes familie i generationer har skudt, trukket op af havet, flænset, spist, varmet sig ved.
 
Og Sabine er også en ung grønlandsk kvinde, der drømmer om det, andre unge gør, der går til bingo, fordi det er, hvor man mødes, til dans for at mærke sin ungdom og forelskelse og manden, Jacob skriver om sin elskede:
 
»Tit har jeg set Sabine danse i forsamlingshuset, uden at jeg har haft lyst til at være med. Men nu da vi er alene i onklens hus, overgiver jeg mig til Sabine og dansen. Vi danser over borde, stole og madrasser. Vildere og vildere. Gennem det åbne vindue hører vi kirkeklokkerne ringe, men Sabine insisterer »Aamma, aamma, qilinnermud ilinniardiiatsiikkid«. »Mere, mere, lad mig lære dig at danse!«.
 
Jeg ved ikke, om hun lærer ham at danse, men hun lærer ham at se, at gå til grænsen, som dengang han blev overmandet af desperation og ville væk fra bygden, hen til den større by Tasiilaq. Efter to dage i det hårde terræn når han byen, men længslen efter det kendte, nærværet hos familierne i bygden fik ham til at vende hjem.
 
En farlig tur, hvor han mister sporet og går rundt i den meterhøje sne og husker på historier om mennesker, der har forladt bygden uden at vende tilbage. Han kan risikere at blive fanget af en piteraq (den frygtede østgrønlandske storm) eller totalt miste orientering og fjerne sig fra kendte fjeld i landskabet.
 
Da han endelig efter to døgn nærmer sig bygden, mødes han af en fanger med sit hundespand. »Han betragter mig og ser, at jeg har opdaget ham. »Tsumud? Hvor skal du hen?«. »Diilerilaamud. Til Tiniteqilaaq«, svarer jeg. »Ulaqqingiililerpaalid. De har ventet dig længe«.
 
Det er noget af det nærmeste, vi kommer forskellen mellem dansk og grønlandsk kultur. Sprogets overflødighed og nødvendighed. Vi kommer til kort med alle vore ord og forklaringer. Men vi kan ikke klare os uden. Dertil er tilværelsen for kompliceret, og det er måske, hvad Jacob er flygtet fra.
 
Og nu er han tilbage med de smukkeste billeder og erindringer om en svunden tid og en kærlighedserklæring, ikke bare til Sabine, men også til Østgrønland. Ingen med hjertet og hjernen på rette sted bør holde sig fra denne unikke bog af billeder - og ord.
 


Sabines fornemmelse for kærlighed
Leif Kiil Sørensen i Kristelig Dagblad

Usædvanlig fotobog fortæller hudløst om fangermiljøet i en østgrønlandsk bygd.

Egentlig ville fotografen Jacob Aue Sobol blot til Tiniteqilaaq for at lave en billedserie om livet i en østgrønlandsk bygd. Efter fem uger på stedet havde han da også fået sine billeder i hus, og han rejste hjem igen. Men inderst inde var han godt klar over, at han havde fået et fortegnet billede med sig, og derfor rejste han tilbage til tiniteqilaaq og blev der i to år.

Det lange ophold i bygden blev koncentreret omkring kameraet og kærligheden til Sabine. Hende blev han forelsket i efter at have vendt tilbage til bygden, og sammen med venner, som Jacob Aue Sobol fik i fangermiljøet, var hun årsag til, at han blev der så længe.

Resultatet er en usædvanlig og nærgående fotobog, som dels skildrer den ubønhørlige natur i Østgrønland, dels viser et uforudsigeligt hverdagsliv med udgangspunkt i kæresten Sabines hus.

Der er billeder af piskende isstorme og billeder, som udstråler den øredøvende stilhed, som kendetegner den grønlandske natur. Samtidig er der billeder af den lidenskabelige og skælmske og viljestærke 19-årige Sabine, som helt har bjergtaget den fire år ældre fotograf.

Han tager også sine læsere med til begravelse - både i et billede og i en af de mange småtekster, som slutter bogen. Her fortæller han, hvordan han to dage i træk gik forbi fangeren Taqqisimats hus og så ham sidde på samme måde på sengen med det samme blik i øjnene.

Fangeren blev hentet af helikopteren og fløjet på sygehuset, hvor han døde kort efter. Begravelsen berettes gribende og med den indlevelse, som er opstået efter to år tæt forbundet med folkene i bygden.

Smerten ved at skulle rejse derfra igen er da også tydelig, og Jacob Aue Sobol beskriver de sidste dage sådan: "jeg har svært ved at bevæge mig rundt i bygden, fordi jeg frygter aldrig at skulle se disse mennesker igen, hvoraf flere er blevet mine venner".
læserne af bogen "Sabine" kan se dem og deres hverdag i fortættet form.



Sabine griber dit hjerte
Ulrik Pedersen i Jydske Vestkysten

Fotobogen Sabine af Jacob Aue Sobol er en stilfærdig hyldest til det simple liv og en ganske særlig kvinde.

Sabine lokker læseren med til et lille sted, langt væk  fra pasningsgaranti, periodisk syn og pensionsordning.

Bogen viser det liv, som leves i bygden Tiniteqilaaq med sine 158 indbyggere i Østgrønland. Her er øjeblikket, overlevelse og kærlighed det vigtigste. Disse elementer skildres poetisk og modent gennem tekst og fotografier af den unge fotograf Jakob Aue Sobol (f.1976).

Jakob rejser til Østgrønland for at fotografere. I fem uger skildre han livet i Tiniteqilaaq og vender hjem med et bygdeportræt, som han selv finder fortegnet. Efter fire måneder rejser han tilbage, og Grønland fanger ham ind. Han bliver forelsket i Sabine og får venner i fangermiljøet. I perioden 1999 til 2002 tilbringer han sammenlagt to år i Tiniteqilaaq, hvor han læres op som fanger. "Det er her livet har gemt sig" skriver han om bygden, vis navn oversat til dansk betyder Sundet, der løber tørt ved lavvande.

Gennem tekst og billeder beskrives livet som fanger og Grønlands uendelige  og ofte ubamhjertige natur. De 55 sort/hvide fotografier er en blanding naturbilleder og indendøres billeder ofte med kæresten Sabine som motiv. Billederne er som naturen brutalt fotograferet, der er ikke kælet for komposition eller skarphed, netop derfor fremstår de utrolig ægte. De er hugget af i glimt af øjeblikke. Det arktiske mørke omkring huset, piskene snestorme, Grønlands uendelighed er indfanget i dystre fotografier og svøber sig om Sabines mange udtryk, Sabine som græder, Sabine som flirter, Sabine som synger mens hun vasker sig, Sabines hænder og fødder.

Hyldesten til det simple liv, er også en hyldest til et liv, som ligger udenfor vores rækkevide. Kulturkløften er rungende dyb, Jakob tager afsked med Sabine. "Nu sejler de. Sabine vinker."


En kærlighedshistorie
Af Torben Weirup
Jacob Aue Sobols bog om Sabine er en beretning om et møde mellem to kulturer, der blev for forskellige, og mellem to mennesker, der ikke i længden kunne blive til ét.

Fotografier fra Grønland plejer gerne at fokusere på de store vidder. På høj himmel og hav og isbjerge, på jagten efter føde, på lokal folklore og alt det fremmedartede. Set i forhold til en syddansk virkelighed. Sådan er det ikke, slet ikke i Jacob Aue Solbols lavmælte fotoserie, der i morgen udkommer i bogform og fra på lørdag udstilles i Frederiks Bastion i København.

Skønheden er der. I glimt også i de frygtindgydende landskaber, der synes at indramme de mange indendørs billeder som en slags stemningsskabende kulisse, der giver den egentlige historie et præg af noget eviggyldigt og alt for menneskeligt. Men skønheden er en anden end den konventionelle, for den kredser bevidst udramatisk og fortroligt om hverdagen i en østgrønlandsk bygd, der på dansk hedder noget i retning af Sundet der løber tørt ved lavvande.

I Tiniteqilaaq bor 158 mennesker, og her mødte en fotograf en stor kærlighed i form af et andet liv og i særdeleshed i skikkelse af en ung kvinde. Og gennem udstillingen og bogen mindes han, med en række, ofte intime og under alle omstændigheder meget private, sort/hvide billeder af Sabine og hendes omgivelser, sin tid med hende.

Billederne står ikke alene, kan ikke gøre det, kan ikke selv fortælle historien om hverken det problematiske samliv med Sabine eller den unge danskers åbenbart futile forsøg på at blive en del af den grønlandske fangerkultur. Forklaringen får man gennem nogle stærkt sansede tekstfragmenter om livet, som det leves i bygden med det fysiske arbejde som en nærværende realitet. Sideløbende med døden: »I nat hørte jeg et gevær gå af. I morges kom helikopteren for tidligt. En ung mand har skudt sig selv.«

Her finder man også historien om Sabines og Jacobs kærlighed. Det er gennem disse optegnelser, man først rigtigt forstår billederne – og bogen får nu en melankolsk karakter af forudbestemthed. Det lykkedes ikke, kærligheden løb tør, og det antydes, at forskelle i kultur og livsstil var uovervindelige. Tilbage er billederne. Gad vist, om Sabine bliver glad for at se dem?


Det kræver et vist mod at leve i Grønland
Af Stig Olesen

Jacob Aue Sobol rejste til Østgrønland for at fotografere i et par uger. Men det blev til to år i bygden Tiniteqilaaq, en uddannelse som fanger og en hovedkulds forelskelse i Sabine.

”Vittus kigger på mig og siger dagens eneste sætning: ”Kalaaddid Nunaanni uumatsangaanni tsannngilaajararpoq”. Det kræver en vist mod at leve i Grønland”.

Sådan udspandt konversationen sig den dag mellem Vittus og den unge danske fotograf Jacob Aue Sobol, da de i -25 grader lå på en isflage i Sermilik-fjorden i Grønland og forgæves spejdede efter sæler.

”Sabine har taget læbestift, høje hæle og prikket kjole på. Søsterens første barn skal døbes. ”Peqqeraava? Er jeg flot?”, spørger Sabine. Hun løfter op i kjolen og afslører sine stjernetrusser og et par revnede strømpebukser. ”Iorunaraalid. Du er dejlig”, svarer jeg, tager fat om hende og begynder at danse”.

Egentlig skulle han kun have været i Østgrønland i et par uger, skulle Jacob Aue Sobol, 21 år, men den lille bygd Tiniteqilaag – navnet betyder sundet der løber tørt ved lavvande – med sine 158 indbyggere, en bank, en butik, en skole, en kirke, et forsamlingshus og en vandtank var ikke sådan at få tag på rent fotografisk. Fotografen kunne fornemme, at der under overfladen bruste et enkelt, stærkt og dramatisk liv, som ikke lod sig indfange af en fortravlet badegæst.

Så Sobol vendte tilbage til bygden for at fotografere videre. Men han havde også personlige grunde. For han var blevet forelsket i den unge kvinde Sabine, der blev kaldt spurven på grund af de kun 150 cm og den sorte, rodede frisure. Og dertil kom, at Sabines bror og fætre havde lovet Jacob at uddanne ham som østgrønlandsk fanger.

Begge projekter kom til at rumme sejre og nederlag, kultursammenstød og nye erkendelser, misforståelser og megen hjertelig latter

I den usædvanlig personlige og på engang rå og følsomt indlevede erindringsbog Sabine tegner Jacob Aue Sobol i sort/hvide-fotografier et portræt af en kvinde og et samfund, der på mange måder er bærer af de samme værdier.

”Vinduerne på loftet er tynde, og når det stormer, piver det ind fra alle revner og sprækker. Sabine er begyndt at stoppe sprækkerne med trusser og strømper”.

Javist, kræver det mod at leve i Grønland.

Men at udgive denne bog er bestemt også noget.


De mærkelige indfødte i bygden Tiniteqilaaq
Dansk bogudgivelse om nedlagt kærlighed og østgrønlandske mærkværdigheder
af Jens Brønden

Jeg kan huske, da jeg som barn fulgtes med min mor til teatersalen på Hotel Brønderslev, hvor globetrottere som Jørgen Bitsch og Jens Bjerre med nogle vintres mellemrum viste film, lysbilleder og besynderlige rariteter fra fremmede egne. Særlig Jørgen Bitsch var spændende.

Hans film om fremmede folkeslag med de mærkeligste skikke gjorde vældigt indtryk, og vi - publikum - kunne helt legalt undres over de mærkelige indfødte i Amazonas. Alle i salen var danskere, og vi var helt enige om, hvad der var eksotisk lattervækkende.
Og så ville ingen af os nogensinde møde disse “indfødte originaler”.
Vi morede os over deres påklædning og over, at kvinderne gennemgnaskede en rodfrugt og blandede den godt op med spyt og vand i munden, hvorefter de sprøjtede hele herligheden op i et stort kar.

Her gærede den og blev senere ved festlige lejligheder serveret for alle, der havde bryg for “en kæp i øret”. vi sad på træbænke uden ryglæn, forholdene var frie, og ingen af os fandt det anstødeligt at le ad en gammel nøgen mand, der havde en sivsko på den ene fod og en gummistøvle på den anden, mens han i silende regnvejr trådte udenfor løvhytten og lod sit vand efter at have drukket rigeligt med rodfrugtmaske.

I dag - 50år senere - er verden en anden. Vi risikerer at møde Jivaro-indianerne i Katuaq i morgen eller en anden dag. Verden er nok større nu, med sin endeløse mangfoldighed, men også nærmere end den, Jørgen Bitsch var på kommerciel opdagelses rejse i.

Men allerede dengang for halvtreds år siden var Grønland rykket tættere på den øvrige verden. Gennem Danmark og grundlovsfornyelsen i 1953 var Grønland en ligestillet del af et vesteuropæisk land, og der var allerede dengang grænser for, hvor aparte man kunne omtale denne trods alt fremmede verden.

Og ikke mindre i dag. Grønland er nu et moderne land, hvor nogle mennesker ganske vist stadig lever af næsten ingenting, men alligevel er en aktiv del af befolkningen. De ser sig selv som moderne mennesker, hvis adfærd ikke er eksotisk, underlige og da slet ikke lattervækkende.

Derfor har “den unge fotograf og forfatter” Jacob Aue Sobol begået en hensynsløs bog, når han i “Sabine” fortæller om nulevende, afbillede og navngivne menneskers aller hemmeligste privatliv.

Lad gå med vennerne i Tiniteqilaaq, der overlever det nok, men hans intime, følsomme og vel også smukke skildring af Sabine er et personligt forræderi, som han forhåbentlig bliver holdt til regnskab for af rette vedkommende.

Det er selvfølgelig muligt, at Sabine har givet sin tidligere kæreste og samlever lov til at vrænge deres kærlighedsforhold ud for naboer og landsmænd. Men hvad kommer det os egentlig ved, at en ung dansk romantiker rejser til et grønlandsk udsted, hvor han i bred almindelighed tager for sig af retterne for blot at stikke af, inden bordet for alvor fanger.

Jacob Aue Sobols bog er en såkaldt fotobog.
Hans korte, effektfulde tekst understøtter fotografierne både konkret og generelt, men den opfinder tillige nogle rammer og præmisser for billederne, som ikke eksisterer.

Det siger sig selv, at fotografier, der tydeligvis er knipset for at bevare og fremkalde minder for Jacob og Sabine, virker amatøragtige i et stort fotoværk.

Med undtagelse af nogle få perler, er der tale om en samling snapshots, der ligesom en dagbog dokumenterer nogle personlige
oplevelser. Og det af en art, der ikke burde have været udenfor hjemmets fire vægge.

Vi lærer ikke meget om de mennesker, Jacob Aue Sobol, omgiver sig med i bogen. Jo, Sabine, naturligvis. Og det er formentlig langt mere, end hun selv bryder sig om.

Jacob - derimod - kender vi ikke. Han kan være en sød fyr, som har mistet kontrollen over begivenhederne. Men han kan også være en kynisk plattenslager.

Under alle omstændigheder er det en menneskelig bommert at udgive et ekstremt privat værk om en tilfældig kæreste, man har lukreret på et par år.

At bogens helt desuden forlader hende og hendes samfund som en anden Jørgen Bitsch og bagefter i sin egen kultur fortæller vidt og bredt om deres fantastiske møde som fangstmænd og elskende i polarnatten i Sermilik-fjorden, stiller ham ikke i noget godt lys.

Den tid er forbi, hvor vi kan betragte hinanden som aparte indfødte, vi bare ryster på hovedet af.


Tine Brylds kommentar til anmeldelsen i AG Grønlandsposten:
Om magt og foragt
Chefredaktør Jens Brønden skrev i december 2002 en anmeldelse af min bog om ”Hjemmestyrets Børn - årgang ´79”. Han brød sig ikke om den.

Han skrev blandt andet: ”Tine Bryld taler ned til de unge. Hun kalder dem børn - det kan så være - men hun taler også til dem og om dem, som var de virkelig børn.” Det rene sludder. ”Hjemmestyrets Børn” betyder børn af hjemmestyret. Ingen af de unge, jeg har interviewet har følt sig krænket af den titel, men mange må have undret sig over en chefredaktør, der ikke kender de mest elementære sprogbegreber.

I en spalte ved siden af anmeldelsen demonstrerede Jens Brønden sin magtbrynde. Han indledte med at ”Atuagagdliutit ønsker ikke at begrænse det frie ord og den frie tanke. Ikke på vilkår. Imidlertid er det blevet en dårlig vane hos forfattere og filminstruktører eller deres venner at fare i blækhuset for at anmelde AG´s anmeldelser. Det ønsker vi ikke at bruge spalteplads på i fremtiden.”

Er dette en despot eller bare en mand, der ikke kan læse hvad han selv skriver? Næ, han vil sandelig ikke begrænse ytringsfriheden, så længe han ikke angribes for det, han skriver. Det er hvad der står og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, at denne kommentar stod lige ved siden af hans nedsabling af min bog.

Jeg svarede ikke på hans anmeldelse, fordi den var så udokumenteret, men jeg ærgrer mig over, at jeg ikke gjorde det. Jeg ærgrer mig dobbelt, fordi jeg nu igen læser en anmeldelse, eller rettere en endnu udokumenteret nedsabling af en meget smuk bog af den unge fotograf Jacob Aue Sobol.

Min vrede angår ikke Jens Brøndens kritik af mig som forfatter eller af Jacob Aue Sobol. Den retter sig først og fremmest mod det nedladende menneskesyn, chefredaktøren udviser over for andre mennesker. Og hans totale mangel på fornemmelse for sprog og billeder.

Jacob Aue Sobols bog er en af de mest intense skildringer af et kærlighedsforhold mellem to mennesker. En skildring af en ung mands søgen efter meningen med tilværelsen, med kærligheden og et møde med en bygd og dens mennesker, der behandles med respekt og tillid.

Hvordan kan Jens Brønden tillade sig at nedvurdere de følelser, der har været mellem Sabine og Jacob, så stærkt og ægte dybt følt af en ung mands skildring af kærlighedsforholdet? Det er den mest beskidte udhængning af to mennesker, jeg længe har mødt og vidner om et gammelkolonialt syn på forholdet til grønlændere, ude af trit med den udvikling der er sket, uden kendskab til at unge grønlændere er langt mere vidende og kritiske end da Jens Brønden var ung.

Jens Brønden kender sin magt i det lille samfund og ved, at mange ikke griber pennen for at svare på hans forskellige udfald.

Hvad mener bestyrelsen om Brøndens klare censur af andres meninger om hans anmeldelser? Jeg ved, at mange med kendskab til Grønlandske forhold ryster på hovedet, når der tales om ytringsfrihed og at mange afholder sig fra at kommentere hvad Brønden skriver, fordi de risikerer at blive overfuset endnu engang.

Jeg vedlægger en anmeldelse, jeg skrev i Politiken og som bedes optaget i avisen, så læsere af AG kan få en anden persons opfattelse af Jacob Aue Sobols bog. Jens Brønden har i sin artikel om censur givet udtryk for, at ”der er frit slag med at give udtryk for sin holdning til anmeldte bøger, film og musikudgivelser”, så nu har Brønden rig anledning til at dokumentere, at han mener, andre meninger om f.eks. ”Sabine” kan blive trykt.


Pia Arkes kommentar til anmeldelsen i AG Grønlandsposten:
Groft misbrug
Under overskriften De mærkelige indfødte i bygden Tiniteqilaaq var der i AG på selveste aprilsnardagen 2004 en anmeldelse af Jacob Aue Sobols bog Sabine.

Da jeg med min bibliofile interessere for groenlandicaen har det naturligvis ikke været til at komme udenom Sabine. Og må jeg sande i fuldkommen modstrid til anmeldelsen. Sabine er ganske enkelt en af perlerne i min samling.

For Sabine er et nyt og hårdt tiltrængt pust i strømmen af de mere stereotypiske billeder fra Grønland. Sabine er ikke Jette Bangs eller Ivar Silis runde, brune og smilende børneansigter. Ej heller tusind-kroners billedet: den stolte fanger der iklædt isbjørnebuks skuer udover de uendelige isvidder.

Sabine er nemlig noget så befriende som en moderne kærlighedshistorie mellem en ung dansk mand og en ung grønlandsk kvinde. Sabine er forelsket, ulykkelig, kedsommelig, afventende, skeptisk, reflekterende og har humor! Kort sagt alt dét som man almindeligvis kan identificere sig med.

En anden og ikke uvæsentlig ting, men som anmeldelsen også lader fuldkommen hånt om er at Sabine føjer sig til i rækken af en lang fotodokumentarisk tradition.

Jacob Aue Sobol har gjort det, som mange andre fotografer – danske som udenlandske - før ham har gjort det.

For blot at nævne nogle enkelte highlights fra den danske scene, så har navne som Morten Bo, Trine Søndergaard, Nikolaj Howalt, Jakob Holt, Henrik Saxgren, Viggo Rivad, Krass Clement , Per Folkver osv. markeret sig stærkt igennem de seneste årtier.

De har alle bidraget til at nuancere vores virkelighedsopfattelse og til at give os mulighed for både at se og tale om tingene på andre måder end netop dén forældede billedforståelse som anmelderen uforvarende kommer til at plædere for.

Det står heller ikke helt til at gennemskue hvor anmelderens forskrækkethed vil hen med sit verden er ændret siden dengang. Men det går langsomt op for en, at det forældede brønderslevske menneskesyn på Amazonasindianere er flyttet med til Grønland og nu direkte foranlediget af bogværket Sabine lader det dække over at østgrønlænderne i dagens Grønland blot regnes for at være grønlændernes amazonindianere!

Det må siges at være en skjult dagsorden og et groft misbrug der vil noget når Sabine fra anmelderens side skal forestille at videreformidle dette sørgelige forhold.

Jeg ved ikke om Jacob er en sød fyr. Jeg ved heller ikke om Sabine har stillet ham til regnskab for Sabine. Personligt finder jeg det også fuldkommen irrelevant for oplevelsen af dette unikke bogværk, som jeg er helt sikker på at unge mennesker, ikke kun i Tiniteqilaaq, men også alle mulige andre steder i verden vil kunne nikke genkendende til.